Shabaka Hutchings, et af de absolut største håb på den pulserende britiske jazzscene, skriger sin smerte ud på grænseoverskridende album, der for alvor understreger, at den politiske jazz lever i bedste velgående.

Anmelder om grænseoverskridende album: Håbet forsvinder mellem fingrene på mig, jo mere jeg lytter

37-årige Shabaka Hutchings (th.) ser måske mild ud, men han er vred. Ualmindeligt frustreret. Spørgsmålet er: Er der håb forude? Foto: Udoma Janssen
37-årige Shabaka Hutchings (th.) ser måske mild ud, men han er vred. Ualmindeligt frustreret. Spørgsmålet er: Er der håb forude? Foto: Udoma Janssen
Lyt til artiklen

Han er et godt stykke over to meter høj, Shabaka Hutchings, og som sådan en passende galionsfigur for det igangværende generations- og kulturskifte i britisk jazz.

I mere end én forstand er han svær at komme uden om, og selv om han ikke egenhændigt har stået for alt det hårde arbejde, har den blot 37-årige saxofonist (og klarinettist, komponist, digter, filosof med mere) gjort sit til at få de musikalske grænser i det Brexit-ramte ørige åbnet mod omverdenen. Ikke mindst mod landets tidligere kolonier og de polyrytmiske traditioner herfra, som over årene er blevet flettet nænsomt ind i den oprindeligt noget mere swingorienterede amerikansk-britiske stil.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her