Desperationen breder sig blandt landets små festivaler.
For imens anbefalingerne fra en ekspertgruppe allerede 23. april gjorde det usandsynligt, at kæmpeevents som Roskilde Festival og Northside kunne give tusindvis af gæster armbånd på i år, gav de retningslinjer, gruppen anbefalede, grund til optimisme hos mindre festivaler som Hansted Live i Svendborg, Alive Festival i Thy og Midsommer Festival i Præstø. En optimisme, der blegnede ved tirsdagens fremlæggelse af den endelige politiske aftale.




























