Lightning Bug lyder som et glemt og forsvundet band, som nogen har fundet blandt gamle kassettebånd med Cocteau Twins og Mazzy Star i 1990’erne. I bunken ligger også et mixtape med Enya og Talk Talk, kompileret af et håbløst 80’er-barn, der ikke kan falde i søvn (sikkert mig selv).
For sådan lyder bandet som en god og gammel ven. At lytte til ’A Color of the Sky’ er som at se en paralleludgave af ens liv passere revy. Det hele er noget helt andet og alligevel så genkendeligt, og dog føles det som musik, der vil frem.




























