Jeg troede, jeg ville hade det her album. Jeg vadede ind i det med skoene helt mudret til med fordomme, men jeg har måttet gå udenfor igen, tage skoene af og komme tilbage med nypudsede danseko. Laura Mvula har nemlig lavet et gedigent album, som jeg i store glimt må overgive mig til, også når det lyder af for meget som på første nummer, ’Safe Passage’.
Laura Mvula er ikke subtil, hun er en bombastisk britisk sangerinde med store armbevægelser i stemmebåndet. Hun brød frem i 2013 og tog musikindustrien med storm med debutalbummet ‘Sing to the Moon’. Og hun blev overdynget med prisnomineringer og hæder, da hun kom frem. Hun blev nomineret til Brit Awards, og hun vandt en håndfuld prestigefulde priser som Mobo-prisen og Urban Music Award.




























