Han stod øverst på plakaten sammen med navne som Foo Fighters, Miley Cyrus og Megan Thee Stallion, da musikfestivalen Lollapalooza i weekenden løb af stablen i Chicago, USA.
Men den amerikanske stjernerapper DaBaby nåede aldrig at komme på scenen.
Bare timer før hans koncert skulle have fundet sted søndag, hev festivalen nemlig DaBaby af programmet med henvisning til en række homofobiske udtalelser, rapperen var kommet med under en koncert i Miami forrige uge.
Under sin optræden til Rolling Loud-festivalen i Miami opfordrede DaBaby blandt andet publikum til at holde deres mobiltelefoner op med lyset tændt, medmindre »de var mødt op i dag med hiv, aids eller nogle af de kønssygdomme, der får dig til at dø om to til tre uger«, skriver The Guardian.
Rapperens udtalelser har fået nogle af musikbranchens største navne til at reagere.
»Dette skaber stigmatisering og diskrimination og er det modsatte af, hvad vores verden har brug for for at bekæmpe aids-epidemien«, skriver Elton John på Twitter.
På Instagram angriber Madonna DaBaby for at sprede løgne omkring behandlingen af hiv og for andre sexistiske udtalelser, som rapperen kom med under koncerten i Miami.
»Det er folk som dig, der er grunden til, at vi stadig lever i en verden, hvor vi er adskilt af frygt«, lyder det fra Madonna.
Sangeren Dua Lipa, som arbejdede med DaBaby på nummeret ’Levitating’, siger ligeledes, at hun er »overrasket og forfærdet« over rapperens kommentarer.
Onlinemodebutikken Boohoo har også afbrudt sit samarbejde med rapperen, mens Lollapalooza skriver, at festivalen er bygget på »diversitet, inklusion, respekt og kærlighed«, og at man derfor så sig nødsaget til at aflyse DaBabys optræden.
På Twitter har DaBaby undskyldt for sine »ufølsomme« kommentarer og sagt, at det ikke var hans »hensigt at fornærme nogen«.
fortsæt med at læse




























