0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man får nok af 1980’er-festen, der aldrig ender

Fyr og Flamme overgiver sig totalt til 1980’erne på deres debutalbum, og det er på både godt og ondt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fyr og Flamme er måske et af de mest charmerende bands på dansk grund. For Jesper Groth og Laurits Emanuel var en omvandrende fest, da de sidste år ramte befolkningen i hjertekulen med singlen ’Menneskeforbruger’.

Her lød de som en krydsning af Tommy Seebach og Limahl med hittet ’Never Ending Story’, og de kom os til undsætning, da vi allermest havde brug for at mærke discokuglens stråler på huden. Meget af deres debutalbum minder om italo disco på sange som ’112’ og ‘Kæreste’, men mest af alt er det dansemusik med et glimt i øjet, dansemusik med kæmpestore skulderpuder og bundesligahår.