Mens verden brænder, spiller musikken til det sidste. ’Barn’ tæller som et af de senere års mest veloplagte albums i Neil Youngs efterhånden lige så ujævne som ukuelige output.

Neil Young og hans gamle, gale krikke rider af sted mod en stadig mere flammende rød solnedgang

Neil Youngs stemme er blevet ældre og mere sprød, men det er et mindre problem hos en vokalist, der altid har vægtet personligheden højere end skønsangen. Foto: Thomas Borberg
Neil Youngs stemme er blevet ældre og mere sprød, men det er et mindre problem hos en vokalist, der altid har vægtet personligheden højere end skønsangen. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

The Band hed The Hawks, før de mødte Bob Dylan. På samme måde hed Crazy Horse faktisk The Rockets, før de i 1969 blev Neil Youngs trofaste backing band med samme navn som den stædigt kæmpende sioux-høvding Crazy Horse.

I modsætning til The Band har Crazy Horse trods en stribe albumudgivelser aldrig fået den store karriere ved siden af. Til gengæld er de stadig i live og i stand til at frembringe det helt særlige varme, rustikke og umiskendeligt håndspillede og lydhøre akkompagnement, som igennem alle årene har kunnet følge Neil Youngs helt igennem uforudsigelige håndarbejde med den huggende spade til dørs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her