Wet Leg har allerede inden udgivelsen af duoens debutalbum gang i et gennembrud af de større. Det herligt småstenede rocknummer ’Chaise Longue’ har introduceret Rhian Teasdale og Hester Chambers fra Isle of Wight som et godt bud på den næste store ting i en rockmusik, der pludselig slet ikke virker så skindød endda.
’Chaise Longue’ peger meget direkte tilbage på tiden omkring 1980, hvor postpunk, musikalsk gør det selv-filosofi og den eksperimenterende duo The Flying Lizards’ papkasse-æstetik havde kronede dage. Men på det meste af albummet er fortiden en flydende størrelse, der dukker op på de mest uforudsigelige måder. Som når guitarriffet fra David Bowies mere end 50 år gamle ’The Width of a Circle’ krydrer ’I Don’t Wanna Go Out’. Eller når det ultimative scoretrick på ’Wet Dream’ er at lokke med, at man har Vincent Gallos 25 år gamle kultfilm ’Buffalo 66’ på noget så oldnordisk som dvd.




























