Kyiv har genlydt af eksplosioner og luftalarmer, siden krigen brød ud i februar. Men søndag fik hovedstaden et nyt lydtæppe, som for en stund overdøvede krigen.
Til manges overraskelse spillede sangeren Bono samt guitaristen The Edge fra det irske band U2 koncert i metrostationen Khreshchatyk, som ligger i det centrale Kyiv. Det skete efter invitation fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som opfordrede U2 til at vise solidaritet med den krigsramte befolkning.




























