Den canadiske popkomet Carly Rae Jepsen er ude med et album, der har fået den lovende titel ’The Loneliest Time’ – på papiret et godt bud på musikalske memoirer. Albummet er efter sigende brygget på en hel del selvransagelse, tvivl og forsinket corona-lockdown-blues og starter med ’Surrender My Heart’ og bekendelsen: »So, I’ve been tryin’ hard to open up/ When I lost someone, it hit me rough/ I paid to toughen up in therapy«.
Jepsens hjerte lukker dog i, lige som det var ved at åbne sig, og hun lapper hjertestumperne sammen med glimmer og lim og konfetti og overfladiske Spice Girls-inspirerede sange om huse i Malibu. Der mangler sange, der afslører Jepsen som sig selv og ikke bare den perfekte poptombola. Titelnummeret, ’The Loneliest Time’, er en lidt anstrengende diskokabaretduet med Rufus Wainwright, mens ’Bad Thing Twice’ vokser på mig, hver gang jeg hører den, fordi den handler om ikke at blive klogere. Mange af sangene lyder dog som punkterede skulderpuder og kun som tilløb til at krænge sjælen ud.
