Det er ikke hverdagskost at blive diverteret med både irsk folkemusik, omarrangeret klassisk musik fra første halvdel af det tyvende århundrede, funky blues og Michael Jackson-nummeret ’Smooth Criminal’ fra albummet ’Bad’. Men sådan så menuen blandt andet ud, da fransk-irske Fiona Monbet og DR Big Band diskede op til musikalsk gourmandise. Med hende som suveræn solist, orkesterleder og Sprechtstallmeister og dertil ophav til det meste af repertoiret. Virkelig et spændende bekendtskab, man gerne ser mere til på disse kanter.
Fiona Monbet har akkreditiverne i orden. Hun er uddannet fra musikkonservatoriet i Paris, har samarbejdet med blandt andre guitaristen Philip Catherine, skrevet filmmusik og vundet indtil flere priser. Og hun spiller ikke alene jazz, men også klassisk.



























