Andy Rourke er død efter længere tids kamp mod kræft i bugspytkirtlen. Han blev 59 år.

Bassist i legendariske The Smiths er død

Andy Rourke spillede bas hos The Smiths, der var et af 1980'ernes vigtigste britiske bands.  Foto: Rudi Keuntje/geisler-fotopress/Ritzau Scanpix
Andy Rourke spillede bas hos The Smiths, der var et af 1980'ernes vigtigste britiske bands. Foto: Rudi Keuntje/geisler-fotopress/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Andy Rourke, tidligere bassist i det legendariske britiske band The Smiths, er død, oplyser tidligere guitarist i bandet Johnny Marr i et opslag på Twitter.

Andy Rourke blev 59 år og er død efter længere tids kamp mod kræft i bugspytkirtlen.

»Andy vil blive husket som en venlig og smuk sjæl af dem, der kendte ham, og som en yderst begavet musiker af musikfans«, skriver Johnny Marr i et tweet.

The Smiths blev dannet i Manchester i 1982 med Morrissey som forsanger, Johnny Marr som guitarist, Mike Joyce på trommer og Andy Rourke på bas. Bandet er blevet betegnet som 1980’ernes vigtigste engelske indierockband, der gav inspiration til senere bands som Oasis, Radiohead og Suede.

The Smiths blev opløst i 1987. Bandet er blandt andet kendt for numre som ’Heaven Knows I’m Miserable Now’, ’This Charming Man’ og kæmpehittet ’There Is A Light That Never Goes Out’, der har opnået 409 millioner afspilninger på musiktjenesten Spotify.

Efter bandets opløsning indledte Morrissey en solokarriere, hvor han blandt andre spillede sammen med Andy Rourke.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her