Det er vanskeligt at adskille kunstner og værk, når Morrissey ligefrem insisterer på at blande tingene sammen. Det er ham, der optræder hos Jimmy Fallon med en badge til støtte for det yderligtgående højre i England og bagefter leger med ilden på sit nye album af 11 coversange ved at synge Bob Dylans ’Only a Pawn in Their Game’. Klangen af mismod i Morrisseys baryton kan stadig godt lokke mig væk fra hans politiske narrestreger og ind i en sirenesang. Hvis han altså vil noget med den! Den vil han ikke med sine forstillede greb om sange af Joni Mitchell og Roy Orbison. Han prøver at være opfindsom med kabarettoner og brasiliansk Bacharach-lykke, men strander i stilmæssigt spilfægteri og stakåndede efterligninger. Uanset hvor meget man adskiller tingene, bliver det ikke til et godt album.
Han prøver at være opfindsom, men strander i stakåndede efterligninger.
Kluntede versioner af Dylan, Mitchell og Orbison: Morrissey er ikke værd at bruge sin tid på
Lyt til artiklen
