Efter anklager om blandt andet seksuelle overgreb er der i efterforskning ikke fundet nogen beviser.

Efterforskning af Rammstein-forsanger bliver lagt ned

Till Lindemann og Rammstein spillede koncert på Dyrskuepladsen i Odense tidligere på året.    Foto: Christian Falck Wolff
Till Lindemann og Rammstein spillede koncert på Dyrskuepladsen i Odense tidligere på året. Foto: Christian Falck Wolff
Lyt til artiklen

Efterforskningen af forsangeren i det tyske band Rammstein, Till Lindemann, er blevet lukket.

Det sker, efter Till Lindemann tidligere på året af flere kvinder blev anklaget for seksuelle overgreb og distribution af narkotika til koncerter.

Det oplyser anklagere i Berlin ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den indledende efterforskning førte ikke til nogen beviser, og der vil ikke blive rejst tiltale, lyder det i en udtalelse fra anklagerne.

Efterforskningen blev indledt i juni måned af offentlige anklagere i den tyske hovedstad.

Ekspert: Rammsteins tid er forbi

Her oplyste en talsperson for anklagerne, at efterforskningen blev indledt på eget initiativ samt på henvendelse fra ’tredjeparter’. Det er personer, som ikke direkte er involveret i de påståede hændelser.

Beskyldningerne målrettet Till Lindemann drejede sig om seksuelle overgreb og misbrug af hans magtposition. Blandt andet skulle unge kvinder ifølge beskyldningerne være blevet udvalgt under koncerter og bedt om at komme til efterfest.

Ifølge nogle af kvinderne var der efterfølgende foregået seksuelle handlinger, efter at de havde fået bedøvende stoffer.

Advokater for Till Lindemann afviste også dengang beskyldningerne.

Efter beskyldningerne kom frem, besluttede pladeselskabet Universal Musical Group at suspendere alle markedsførings- og reklameaktiviteter for bandet.

Dengang lød det, at suspenderingen gjaldt på ubestemt tid.

Beskyldningerne medførte også, at efterfester til en række Rammstein-koncerter i München blev aflyst

Bandet gav i begyndelsen af juni to koncerter på Dyrskuepladsen i Odense foran tusindvis af danskere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her