Efterhånden spejder man forgæves efter bands, der tror, de kan bringe rockmusikken afgørende nye steder hen. I 1970’erne og 1980’erne opfattede ikke mindst rockanmeldere som undertegnede rockmusikken som et fænomen underlagt modernismens krav om hele tiden at skulle tænke nyt, sprænge grænser og udvide formen.
Bølge efter bølge blev registreret og forgængerne forkastet som gammel ham. Hvis kunstnere ikke fornyede sig, blev de affærdiget. Men når jeg ser tilbage i bakspejlet, er der mange af datidens sidste skrig, som er forsvundet i et sort hul, mens den mindre hypede og mere håndværksorienterede, traditionsbundne sangskrivning ofte har vist sig at have en anden langtidsholdbarhed. Så var kernen i den på papiret så rebelske rock i virkeligheden ... classic rock ?!
