I 2007 var den elektroniske musiker Mike Sheridan på alles læber. Medierne morede sig over, at han altid skulle have sin far og mor med, når han optrådte på natklubberne. Men det var helt unødvendigt at være så optaget af hans unge alder, for selv om han var 15 år, da han begyndte at gøre sig bemærket, lød Mike Sheridans knitrende elektroniske lydlandskaber, som om de kom fra en gammel sjæl.
Sheridans eftertænksomme produktioner var i slægtskab med navne som britiske Autechre og danske Anders Trentemøller; musik til hovedet og knap så meget til benene. Technomusik forbindes ellers ofte med at tabe hovedet, give slip på kontrollen og mærke musikken gennem euforisk samhørighed.




























