Noah Kahan kører en hård stil, når han taler mellem numrene. »Kig på din sidemand og find en ting, du fucking hader«, sagde han efter et par numre, da han fredag aften blev modtaget i K.B. Hallen, som om han var The Beatles.
Aftenens højdepunkt var at kigge rundt på publikum, især fem lykkelige veninder, der kunne synge med på hver en linje af de folk-inspirerede popsange. Selv tog jeg mine tanker i at vandre. Er det mon kedeligst at spille guitar, trommer, bas eller keyboard i denne sang? Tving nu ikke de stakkels musikere til at spille solo.




























