Lyt til artiklen
Mens Anohni sidder i sit hjem i New York og taler med mig på en zoomforbindelse – på hendes opfordring med slukket kamera – hæfter jeg mig ved de små sprækker i hendes stemme. Og husker dens imødekommende sitren, når hun synger om en længsel efter en mere rummelig, feministisk og økologisk verden.
Det er temaer, hun har beskæftiget sig med som kunstner i mange år, også inden hun for et årti siden tog navneforandring fra Antony til Anohni som en officiel anerkendelse af, at hun allerede i sin barndom følte sig som en pige i en drengs krop.
