Verden er gået bersærk. Verden er sortnet for mine øjne, skræpper stemmen. Også på 'Modern Times' står mørket stadig som en ulmende corona omkring Bob Dylans blik på verden. Som det så manende gjorde det i 1997 på det sene mesterværk 'Time Out Of Mind'. Og så alligevel ikke. Det Daniel Lanois-producerede album lød som det store lukketidsværk, men siden er Bob Dylan kun blevet mere levende uanset alverdens profetiske rystelser.
Overraskende livskraftig humor
Konnotationerne er i mange tilfælde dunkle og dystre. Set fra »the mystic garden« på nummeret 'Aint Talkin' er verden træt, vag og mystisk, en slidt kulisse for konstante baghold og ørkesløs spekulation. Sarkasme og sortsyn, men også præget af en overraskende livskraftig humor og appetit på kvindekønnets tvetydigheder på Bob Dylans første album i 5 år.
»I take good care/ of what belongs to me«, synger Dylan på den fuldstændig afvæbnende kærlighedssang 'Spirit On The Water'. Afleveret på en bund af instrumentalt nynnende jazzswing, og sunget af Dylan med en overrumplende soft fortrøstningsfuldhed. »You think I'm over the hill/ think I'm past my prime/ let me see what you got/ we can have a good time«, nynner Dylan lokkende med stemmen glitrende af øjenglimt. Der er med andre ord en tone af forsoning, ja nærmest en opfordring til en listig swingom i slangeskindsstøvler og stilet. En forsoning, som man fornemmer, først og sidst handler om Dylans pagt mellem tiden og musikken. Ikke den fælles tid. Hans tid. Hans musik.
