Ni sange inde på sit nye og andet soloudspil tager Jens Unmack sine lyttere med ind i en erindring, der har en af nøglerne til forståelsen af hans sangskrivning som helhed og hans nye sange i særdeleshed.
’Survival Kit’ handler om en transistor, der er nogens overlevelsesredskab i Dollerup Bakker. »Hundredetusinde timer i et midtjysk bur / der ligner fri natur«, hviskes der i det nummers spinkle musik.
Læg ørerne tæt til højtalerne, og det bliver muligt at se sin egen forestilling om Unmack som barn for sig: en ranglet dreng i ufri kultur i Dollerup Bakker for mellem 25 og lidt mere end 40 år siden.
En velskrivende og fanatisk, fantastisk musikfascineret knægt med de enorme ører nysgerrigt stillet ind på transistorstationer med ny musik og god musik. Eller »STOR musik«, som Unmack selv synger i en helt anden af sine nye sange.
Væk fra Love Shop
Det knitrer uroligt, når man drejer på transistorknappen for at ramme en god radiobølge. Guitarrock, elektroniske rytmer, dub, pop, voksenvuggesang, vals og pop fra dengang, popmusikken var ung.
Transistorknappen er et instrument, der danser mellem stilarterne. Bortset fra en rastløs tamburin og lidt husbehovsguitar og -klaver er transistorknappen vist nogenlunde det eneste instrument, Jens Unmack kan spille på.
Til gengæld er han en virtuos og en entusiast, når det kommer til at skelne mellem gode og dårlige lyde og sange. Det er noget af baggrunden for, at han på sit nye album ’Aftenland Express’ tager et meget større skridt væk fra Love Shop-sangskrivningen, end han gjorde på sin roste solodebut ’Vejen hjem fra rock’n’roll’ fra 2005.
Velskrevet hjemmeside
Det nye album mangler den sammenhængskraft, som kendetegner tekster og toner på det to år gamle udspil. Men ’Aftenland Express’ har i stedet musikkenderen Jens Unmacks generøse musikglæde.
En tur med ’Aftenland Express’ er en rejse i varierende stemninger, som uanset klang vidner om Jens Unmacks usædvanlig slidstærke, flammende forelskelse i musik.
Nogle bliver hjemme fra pladebutikkerne og koncertscenerne, når de bliver voksne. Jens Unmack er aldrig blevet voksen på dén måde. Man ser ham bladre gennem varerne i de bedste musikbutikker, og man ser ham til koncerter.
Og var man ingen af stederne selv, kan man kompensere for fraværet ved at besøge Unmacks hjemmeside, hvor han næsten dagligt nærmest anmelder koncerter, nyudgivelser, gamle udgivelser og verden.
Det er en velskrevet hjemmeside. Naturligvis. At være en god lytter er selvfølgelig ikke hele hans talent. Jens Unmack er en god tekstforfatter og sanger. ’Aftenland Express’ viser hvor god.
Lyddigte
Nikolaj Nørlund producerede ’Vejen hjem fra rock’n’roll’, og han har også produceret ’Aftenland Express’. Selv om produceren og musikerne er nogenlunde de samme på de to album, går de nye numre altså alligevel andre veje.
I modsætning til Unmack er Nørlund musiker, og uden at kende til samarbejdet mellem de to lyder det, som om de er et godt par. Sammen med Nørlund udvikler Jens Unmack sig. Hans stemme har flere udtryk i sig på ’Aftenland Express’.
Med undtagelse af ’Coke Lovebirds’ er teksterne ikke fortællinger her. De er mere en slags fortolkningsåbne lyddigte.
Ikke for forklarende
Og så er der musikken. På ’Vejen hjem fra rock’n’roll’ spillede guitaristen Rune Kjeldsen den store hovedrolle. På ’Aftenland Express’ er klaviaturerne og rytmerne lige så vigtige instrumenter.
Mikkel Damgaards klaverer og synthesizers og Nikolaj Nørlunds tangenter og programmeringer er i høj grad med til at skabe de anelsesfulde stemninger. Melodierne er forskellige, men indbydende fokuserede.
Man hænger umiddelbart på, men får ikke alt fortalt denne gang. Musikken har toner, og lyrikken har linjer, man digter sig med ind i. Sangene er færdige, men ikke for forklarende.
Hvad i alverden handler en sang som ’Louise siger’ om? Aner det ikke. Men den er virkelig god. En lille cirkuscirklende melodi for synthesizer, rytmer og stemme.
Finder ro i støjen
Med mellemindslag af countryguitar og en pludselig driblende dubrytme. Det er lidt som at høre en dansk version af et stille Damon Albarn-nummer fra det andet album med Gorillaz.
Inden ’København’ finder melodien, har den en melodilinje, der lyder som den første i Peter Sommers ’8-6-6-0’. Og før ’Film vi har set’ kommer rigtigt i gang, tror man lige, at klaveret skal til at spille noget Nick Cave.
Der er i det hele taget mange referencer for nørder til andre kunstnere på ’Aftenland Express’. Johnny Burnette døde i 64, hvor Unmack blev født. ’Ensomt tog’ er en fordanskning af hans ’Lonesome Train (on a Lonesome Track)’.
Og ved hjælp af Rune Kjeldsens guitar er ’Satans Yngel’ vild og varmblodig som White Stripes. Mens afslutningssangen ’Sidste sang for os’ bare er varm og ikke vild. En stille og fin sangskriverudgang med rimede linjer om at være og om at lytte.
»Læg dig ned i verdens larm«, synger Jens Unmack. Måske er det noget af det, han kan: Finde ro i støjen til at høre sangene. De STORE sange.
