I løbet af sin næsten 40 år lange karriere har Joni Mitchell skrevet og indspillet en snes album, der er arrangeret på mange forskellige måder. Både hendes karrieres lange stræk og hendes kompositoriske alsidighed er fint repræsenteret på ’A Tribute to Joni Mitchell’, hvor en række kollegaer fortolker nogle af hendes sange.
De bedste rockmusikalske hyldestplader står som selvstændige værker og giver samtidig lyst til at gå tilbage til udgangspunktet. ’A Tribute to Joni Mitchell’ har begge kvaliteter. En del af sangene er for ens i (langsomt) tempo, men heldigvis er stemmerne så forskellige, at variationen alligevel bliver tydelig.
Tættest på Joni Mitchells tidlige, folkinspirerede karriere kommer James Taylors version af ’River’ fra den 36 år gamle plade ’Blue’. James Taylor er den eneste medvirkende fra de tidlige 70’eres frodige amerikanske singer/songwritermiljø. Det virker rigtigt at lade netop ham afslutte albummet.
Sange om kærlighed
Joni Mitchell har engang sagt noget i retning af, at det er overflødigt at interviewe hende om hendes private personlighed. For alt hun er, findes i sangene. James Taylor og flere af de andre fortolkere læser her hendes sange så godt, at man forstår, hvad hun mente med den udtalelse.
’River’ er en sang om afsked og magtesløshed. »I made my baby say goodbye«, synger Taylor. Det kan være en sang fra nogen, der har forladt en kæreste. Eller det kan være en sang fra en mor, der har bortadopteret sit barn, ligesom sangeren og kunstmaleren Joni Mitchell gjorde det engang.
»Oh I am a lonely painter, I live in a box of paints«, nynner Prince i falsetleje med en stemme og et klaverspil, der gør ’A Case of You’ fra ’Blue’ til en spirituel sang om kærlighed.
Isnende alvor
’A Tribute to Joni Mitchell’ er ikke et album, hvor de forskellige sangere akkompagneres af det samme band instrueret af en enkelt producer. Fortolkningerne er individuelle og unikke.
I et enkelt tilfælde – Elvis Costellos jazzede version af ’Edith and the Kingpin’ – er optagelsen oven i købet ti år gammel. Hver sang har sin stemme, sin betydning. Den nyeste af de fortolkede numre er ’The Magdalene Laundries’ fra det 13 år gamle album ’Turbulent Indigo’.
Det er en nådesløs, novelleagtig fortælling om piger, der sendes i kloster for tid og evighed, fordi de tiltrækker mænds blikke eller er blevet gravide. Det er en sang om en tid og et sted, hvor kvindelig seksualitet var synd. At fortolke det nummer kræver noget helt særligt. Emmylou Harris gør det med gennemsigtigt sørgeslør på stemmen og får derved historiens isnende alvor frem.
Stor sang
Ligesom Prince og Emmylou Harris gør også andre fortolkere Joni Mitchells sange til deres egne. Der er synkrone strygere, hektisk jublende blæsere og lag på lag af lyst klingende slagtøj i luften, når multiinstrumentalisten Sufjan Stevens leger med ’Free Man in Paris’.
Og der er sødme, begejstring, nysgerrighed og personligt temperament til stede, når Björk kun akkompagneret af Guy Sigsworths celeste synger direkte fra det myldrende centrum i ’The Boho Dance’ fra ’The Hissing of Summer Lawns’.
Brasilianske Caetano Velosos ’Dreamland’ er vokalelegance og multirytmisk smældende percussion. Annie Lennox’ ’Ladies of the Canyon’ fremhæver fornemt og fortællelystent al mystikken i hverdagsbeskrivelserne af kvindeliv.
Det er en stor sang, og Lennox kan synge den, så den lyder som en malerisk rockslægtning til Virginia Wolfs prosa.
En god, våd akvarel
Mange sangere er blevet inspireret af Joni Mitchell. Sarah McLachlans påvirkning af den yngre Mitchell har altid været tydelig. Her tager hun titelsangen fra ’Blue’ til sig som en gave, hun pakker op og folder ud med enorm glæde. Lag på lag af kildevandsklare kvindestemmer lyser ’Blue’ op og gør den yndefuld og ny som en god, våd akvarel.
Om et halvt års tid udkommer et nyt Joni Mitchell-album. Det er vel o.k. at begynde at glæde sig allerede?
