20.-24. juni vil København dundre af elektronisk musik, når Copenhagen Labels Festivalen spiller op til dans for anden gang. Det er de mange små pladeselskaber, der under samlet paraply fremviser deres kunstnere i et ambitiøst program, dag og nat i fem døgn. Det er nattestemningen, der præger den compilation-cd, der kan hentes gratis i diverse butikker som optakt til de mange koncerter.
Numrene er skabt til andre lejligheder og udgivelser, men er nu sat sammen i en flydende musikalsk vitaminsprøjte til de lange lyse nætter. Som Rune RK’s drivende nostalgiske ’When we were Young’, hvor der inviteres til start-90’er danceparty i rendyrket smiley face-produktion.




























