Kommer jeg nogensinde til Los Angeles, skal jeg i kirke. Hen i biskop Solomon Burkes egen filial af Guds hus i Los Angeles for at opleve en af soulmusikkens kæmper give menigheden en god opsang.

I Solomon Burkes 140 kilo tunge og 66 år gamle krop bor en enorm stemme, der var med til at præge den amerikanske soulmusik i genrens gyldne år i 1960’erne. Burke blev ikke lige så kendt som andre vokalister dengang. Men eftertiden er blevet opmærksom på ham, og for fire år siden fik han et comeback med albummet ’Don’t Give up on Me’.

Country og kvinder
Hans nye album hedder ’Nashville’, og den titel skal læses som en antydning om musikken. Nashville nyder status som countrymusikkens hovedstad, og denne gang har Solomon Burke forladt soulgenren og prøver i stedet kræfter med traditionel country.

På ’Nashville’ fortolker han 14 forskellige countrynumre på behagelig vis og for en del sanges vedkommende i duet med velrenommerede kvindelige countrykunstnere. Sammenspillet på strengeinstrumenter som opretstående bas, violin, dobro og guitar er varmt og fint uden at være opsigtsvækkende.

Enkelte steder flyder sentimentaliteten fra violinerne, men stemmerne i centrum er ikke for rørstrømske.

Kærlighedserklæring til countrymusikken

Solomon Burkes vokal er karsk og fyldig, og ideen med at synge duetter fungerer godt i de fleste tilfælde. Hans møde med Dolly Parton i hendes ’Tomorrow Is Forever’ er dog mest en pudsig understregning af de to forskellige stemmers udtryk.

Den sorte bjørn møder her den hvide spurv i en hyldest til countrymusikken. I sin egen ’Valley of Tears’ synger Gillan Welch diskret i baggrunden, mens Solomon Burke fraserer legende i forgrunden.

Duetter med Emmylou Harris og Patty Griffin synges flot og lige efter countrybogen. Heller ikke i sange uden kvindelig vokalledsagelse prøver Burke at forny genren. Til gengæld kan man høre, at han virkelig holder af den, og det er en af ideerne med albummet.

Hele ’Nashville’ lyder som en kærlighedserklæring til countrymusikken og samtidig som en påmindelse om, at uanset om man synger soul eller country, synger man om de basale, væsentlige følelser og vilkår.