1970'erne udviklede sig efterhånden til rockmusikkens svar på det gamle Rom. En kultur, der under indtryk af en tiltagende dekadence og forfinet excellence kom til at sætte stor pris på musik, der sådan nogenlunde svarede til de gamle romeres optagethed af raffinementet som en delikatesse i sig selv. Funk som farserede nattergaletunger, inden barbarerne i skikkelse af punk kom og raserede templet. Intet sted blev raffinementet i den musikalske glidecreme mere funky i studiet end hos Steely Dan. Som da de i 1977 nærmest med en træt håndbevægelse og en opvisning i overlegen ironiserende sangskrivning udgav det næsten perverst perfekte studiealbum 'Aja'. Steely Dan er genopstået og har i et anfald af hyperaktivitet lavet hele to plader i det nye årtusind. Men det er på sangeren Donald Fagens 'Morph the Cat', at man for alvor kommer til at føle sig hensat til de funky romerdage. At Fagen er en herre, der kerer sig om detaljen, behøver man blot tjekke udgivelsesfrekvensen for at fornemme. Hans første soloalbum 'The Nightfly' blev et hit i 1982. Efterfølgeren 'Kamakiriad' høstede ikke den helt store opmærksomhed i 1993. Og så tog det lige 13 år at få skruet 'Morph the Cat' sammen. Til gengæld er Fagen vist nok nu ved at beslutte sig for, at der i virkeligheden har været tale om en trilogi om ungdom, midtvej og den alder, hvor man begynder at stirre døden i øjnene, forbereder sig på sin første og sidste svingom med ham fyren i den strålende, hvide morgenkåbe, som Fagen med et udtryk lånt af W.C. Fields synger om i 'Brite Nightgown'. At det surreelle og absurde er en vigtig del af kynikeren og ironikeren Fagens univers bliver understreget fra starten på 'Morph the Cat', da en mystisk, kattelignende skikkelse sænker sig over New York og sætter gang i alskens skjulte tanker og lyster hos byens indbyggere. Et scenario med paralleller til Mikhail Bulgakovs atter aktuelle mesterværk 'Mesteren og Margarita', hvor Djævelen og hans kat dukker op i Moskva og laver ravage i sovjetmenneskets ordensbegreb. 'Morph the Cat' er da også fra start til slut en djævelsk raffineret plade. Lyden helt vildt lækker. Instrumenterne flettende sig ind og ud af hinandens spor uden nogensinde at komme i karambolage. Bas- og guitarfigurer så talrige som himmelske hærskarer, men som aldrig opleves overlæsset, fra det funky Morph-tema åbner, til det lukker albummet. Den smukkeste bonus er en indlevet inspiration af Astor Piazzolas tango nuevo i et nummer som 'Mary Shut the Garden Door'. I et absurd univers, hvor kun det skrøbelige lys om to elskende holder ulve fra døren og regeringszombier, giftige skyer og ensomme dansere på afstand, mangler kun én ting sådan rigtigt for alvor: at Fagens melodier ville fortætte sig fra det mildt inciterende til det decideret påtrængende.