Under sin opvækst i Reykjavik samlede Björk lyde, som andre samler sten, blomster eller søpindsvin. Hun fyldte sin ghettoblaster med havmåger, bølgebrus, stemmer og kirkeklokker.
På sit nye album ’Volta’ gør hun noget lignende. Det ene nummer skyller over i det næste via brusende, bølgende reallyde fra havne, flodbredder eller strandkanter. Som har hun stået med båndoptageren ved havnen i Reykjavik eller ved Hudsonfloden i New Jersey, som er de steder, hvor hun bor for tiden.
Lydene af vandets puls binder sangene på ’Volta’ sammen. Selv om de er meget forskellige, har numrene tydelige tråde tilbage i karrieren, ind i kunstneren og ud i verden. Kender man Björk i forvejen, svarer man instinktivt bekræftende, når hun i albummets nøglesang ’Wanderlust’ hviskende spørger: »Can you spot a pattern?«
Fra klassisk til rock og jazz
Siden hun debuterede som 11-årig klassisk musikskoleelev, har Björk givet sig hen til forandringer, forvandlinger og frigørelse. Barnedebuten ’Björk’ var ikke avanceret, som den voksne kvindes musik har været. Men allerede dengang trumfede hun på visse punkter sin egen mening igennem. For eksempel nægtede hun at lave en plade udelukkende med børnesange og valgte blandt i stedet at synge Stevie Wonder og Beatles.
Björk er født i 1965 og voksede delvis op i hjem, hvor frihed, fantasi og samarbejde mere var normen end undtagelsen.
Forældrene blev skilt, mens hun var lille. Moderen boede i bofællesskab. Faderen levede mere konventionelt. Begge var arbejdere, og Björk boede på skift hos dem og hos sin farmor og farfar. Alt i alt havde hun adgang til pladesamlinger, der indeholdt både 60’ernes hippierock, avanceret jazzmusik og såvel ældre som nyere klassisk musik.
Stritter i mange retninger
Da punken med nogen forsinkelse kom til det aske-, lava- og isdækkede Island, blev Björk en del af kulturen i grupper som pigebandet Spit and Snot og KUKL.
Med KUKL som afsæt dannedes det humoristiske og halvanarkistiske band Sugarcubes, som bestod af musikere og digtere. Indierock-hittet ’Birthday’ gjorde Sugarcubes berømte langt uden for Islands grænser. Sugarcubes’ ambition var ikke berømmelse, og efter tre album gik gruppen i opløsning.
Med ’Debut’ (1993) markerede Björk sig som solist. Siden har hun indspillet en lang række vidt forskellige, kompromisløse album. Fra og med ’Homogenic’ (1997) blev hendes musik mere personlig og eksperimenterende.
’Volta’ er mindre homogen end den intime ’Vespertine’ (2001) og vokalalbummet ’Medúlla’ (2004). I stedet er ’Volta’ en udgivelse, der stritter i mange retninger og gør status over nogle af den nu 41-årige kvindes erfaringer. Det er en både ekstrovert og introspektiv foreløbig kulmination på årtiers engagement i musikken.
Kropslig rytmisk og klassik musik
I interview i forbindelse med albumudgivelsen har Björk talt om, at hun med sine nye sange ville forklare sin fireårige datter Isadora om den verden, hun skal vokse op i. Måske er den ambition forklaringen på, at ’Volta’ er mere politisk end Björks tidligere udgivelser uden at være dogmatisk på nogen måde.
Dels argumenterer hun for holdningerne i sit eget usmykkede, naive sprog. Dels kommer hun andre steder hen end tidligere gennem musikken, som ikke er sløve repetitioner af ting, hun har prøvet før.
Siden hun blev solist, har hun været dygtig til at finde overraskende og givende samarbejdspartnere, der kan udfordre ikke blot publikum, men også hendes egen rastløshed og nysgerrighed.
På ’Volta’ arbejder hun sammen med afrikanske, kinesiske, amerikanske og islandske stemmer, producere og musikere, der hjælper hende med at udbygge variationsmulighederne og understrege dynamikken på et album, der faktisk spænder fra rasende kropslig rytmisk musik til flere beatløse, klassiske numre.
Som elskende
Den diktatorisk piskende march ’Earth Intruders’ åbner ’Volta’. Den amerikanske r&b-producer Timbaland og Congogruppen Konono No.1’s stålblanke elektriske klaviaturer er med til at mane perpleksiteten frem i et nummer, hvor Björk går fra fortrolig hvisken til vidtåbne, krøllede fraseringer.
’Earth Intruders’ er ifølge Björk inspireret af hendes besøg i Indonesien efter tsunamien i slutningen af 2004. Den tekstmæssigt kaotiske ’Earth Intruders’ kan tolkes som de fattige, katastroferamte befolkningers hævn.
I ’Wanderlust’ vender Björk tilbage til et tema, der er en af de rødglødende tråde gennem karrieren. »I feel at home whenever the unknown surrounds me« og »I have lost my origin and I don’t want to find it again’, erklærer hun, der føler sig knyttet til Island, men alligevel global og ikke nationalistisk.
Med sine flydende, frie beats i bunden og stødende, islandske blæsere i toppen er ’Wanderlust’ et sted, hvor den teknologiske og den håndspillede musik er som jævnbyrdige elskende.
Med Danmark i tankerne?
Skismaet mellem det nationalistiske og det nationale særpræg vender hun tilbage til flere gange på ’Volta’. Mest markant i ’Declare Independence’, hvor tubaer spiller punk, og hvor hendes mangeårige samarbejdspartner, programmøren Mark Bell, skaber et udadvendt, rave-agtigt, trampende beat.
Det aggressive og takt for takt mere vilde spil i ’Declare Independence’ er parret med en universel og punket tekst, der kan tydes som et menneskes eller en befolkningsgruppes selvstændighedserklæring.
Björk har udtalt, at sangen er en opfordring til Færøerne og Grønland om at frigøre sig fra dansk overstyre, ligesom Island har gjort det. »Damn colonists / ignore their patronizing, tear off their blindfold, open their eyes«, synger hun i et af versene, der kan være skrevet med Danmark i tankerne, men også kan fortolkes både bredere og mere individuelt.
Den værste forbrydelse
Mareridtsagtig voldsomt med sine støn og stik er også ’Innocence’. »Let’s open up: Share!«, lyder Björks opfordring. Medmenneskelig åbenhed i stedet for egoisme er i det hele taget det vigtigste spor gennem ’Volta’. Både på det globale og det personlige plan advarer hun mod lukkethed.
’Dull Flames of Desire’ er et digt fortolket generøst i bund af hende og den overfølsomt klingende sanger Anthony fra Anthony and the Johnsons. ’I See Who You Are’ er en anden kærlighedssang spillet til vejrs af islandske blæsere, afrikanske rytmer og kineseren Min Xiao-Fens urgamle strengeinstrument pipa.
’Vertebrae by Vertebrae’ er messingblæsende orkestermusikeres, elektroniske rytmers og Björks stemmes digt om forvandling, forandring, frigørelse og forløsning. Og ’Pneumonia’ er et nærmest klassisk arrangeret nummer, der lyder, som om det er dedikeret til et barn.
Her synger Björk, at den værste forbrydelse af alle sker, når man ikke længere ønsker sig andre menneskers selskab. Sangens eneste rytme skabes af blæsere. Den minimalistiske instrumentering og den trøstende, men alligevel vemodige tekst gør ’Pneumonia’ til en sang, der har mere forbindelse til et af Björks forbilleder, den estiske komponist Arvo Pärt, end til de sultne pophitlister.
Til alle os andre
Hvad er det mindste helvede? At en gravid selvmordsbomber lykkes at gennemføre sin handling eller bremses og dræbes inden? Björk stiller det umulige spørgsmål i ’Hope’, hvor Timbaland og den afrikanske virtuos Toumani Diabeté på strengeinstrumentet kora hjælper hende med at illustrere tumulten inden den banale, men vigtige afslutning: »Love is all«.
Når alt og alle formulerer sig i kaotiske dagsordener og bag kryptiske budskaber i en bundkaotisk verden er en antinationalistisk, musikalsk klodeforsker med abnorme kunstneriske ambitioner og jordnær forbindelse til egne børn befriende.
’Volta’ afrundes af ’Juvenile’, der er Björks sang til hendes 20-årige søn Sindri. »Perhaps I set you too free too fast too young«, synger hun. Og lader Anthony om at lege samvittighedens stemme, der er blevet tildelt sanglinjen: »But the intentions were pure«.
Det er sikkert ikke altid nemt at være barn af den rastløse, statsløse verdenborger Björk. Men som komponist og musiker er hun utrolig og unik. 'Volta' er et album til datteren, men også til alle os andre.
fortsæt med at læse
