Bandet med det negative og fodslæbende navn ’No And The Maybes’ er i stand til at tænke nyt og udfordre vanetænkningen på sit debutalbum.
Trioen, bestående af Mikkel Bagge Lange, Anders Wiedemann og Troels Tarp, formår flere gange at få talløse indfald til at snurre musikalsk i øregangen med deres opfindsomme arrangementer og diskret lagdelte harmonier vekslende mellem boblende minimalisme og popbarokke hvælvinger.




























