I dag løfter ingen et bryn, når en musiker udgiver hjemmeprogrammeret guld eller blik indspillet i et soveværelse ved hjælp af computer og måske en guitar.
Alle kan gøre det, og alle kan blive kendt eller glemt alt afhængig af mediernes bevågenhed og dom.
Usædvanlig karismatisk
I begyndelsen af 90’erne var musikmarkedet anderledes.
90’erne var årtiet, hvor de store pladeselskaber tjente tykt på at genudgive vinyl på cd, hvor de små selskaber havde mindre indflydelse end i dag, og hvor en solist som Beck med en baggrund som soveværelses- og gademusikant skulle være usædvanlig karismatisk for at få udgivet noget af betydning.
Karisma havde Beck med efternavnet Hansen, som han arvede efter en norsk morfar.
En musikalsk fantast
Den evigt æblekindsrødmende musikalske fantast med lyst til og mod på at lave akustisk country i det ene øjeblik og halvelektronisk, ekstremt spraglet rockmusik i det næste, brød igennem i 1994 med singlen ’Loser’, der var karakteristisk for 90’ernes musik.
80’erne var de verdensomspændende succesnavnes årti. U2, R.E.M., Madonna og tilføj selv flere navne turnerede og solgte og var tidens vindere.
Det var de samme nævnte navne også i 90’erne, men i det årti opstod en modreaktion fra nye navne, der gjorde en dyd ud af at hylde taberne og finde nye måder at lave musik på.
Et kreativt udskud
’I’m a creep’ sang Thom Yorke fra Radiohead. ‘It’s fun to lose and to pretend’ lød det fra Nirvanas Kurt Cobain. ‘I’m a loser, why don’t you kill me’, spurgte Beck.
Taberrollen var i høj, selvironisk rockmusikalsk kurs i et årti, hvor den ideologisk flagrende postmodernisme prægede rockmusikken.
Med basuner og scratch, beats og samples, cowboyhat og elorgel var Beck et af 90’ernes mest smittende kreative udskud.
’Odelay’ holder endnu
Senere skulle det vise sig, at han på mere alvorlige og personlige album som ’Sea Change’ også havde langtidsholdbare singer/songwriter-kvaliteter.
Men i 1996, da han fik udgivet ’Odelay’, var hans kalejdoskopiske, frække og vilde blanding af rock, hiphop, blues, funk og disco bare så overvældende, at man enten overgav sig eller faldt fra.
Faldt man til, er det opmuntrende at høre, at ’Odelay’ holder endnu.
En spektakulær oplevelse
Albummet er genudgivet af Geffen som en dobbelt-cd, hvor man som ekstramateriale får både remixes af hits som ’Devil’s Haircut’ og hidtil uudgivne numre.
At være sammen med Beck og ’Odelay’ var og er en spektakulær oplevelse.
Blandinger af genrer og stemninger gør numrene udfordrende og mulige at afkode fra forskellige hjernehjørner.
Overraskende udspil
Beck er født i 1970 og voksede op i en hippie-kunstnerisk familie, og han var ung, da muren i Berlin væltede ideologier.
Hans musik på ’Odelay’ indeholder både hippiernes lyst til at eksperimentere og 90’ernes mistillid til ideologier.
Og så virker den stadig som et ekspressivt, overraskende og gennemmusikalsk udspil.
fortsæt med at læse
