En ordentlig sav skærer et blodrødt hjerte næsten over på det håndtegnede omslag, der pakker engelske Tindersticks’ første album i fem år sigende ind.
’The Hungry Saw’ hedder værket. »Hello darkness my old friend, it’s time to jerk those tears again«, synger Stuart Staples i titelnummeret og får i den vending røbet, at han altså ikke er blevet grundlykkelig i de senere år.
På det punkt er alt ved det gamle i hans og i Tindersticks’ univers, der fik en stor fanskare i 1990’erne på baggrund af udgivelser som ’Tindersticks’, ’Curtains’ og ’Simple Pleasure’.
Vemod - ikke mismod
Melankoli og romantik er følelser, som prægede Tindersticks’ stemninger dengang og stadig gør det.
Men der er tale om øjeblikke af vemod og ikke mismod. Selv de hjerteknuste kan gå omkring med et flimrende håb i sig.
Og når Stuart Staples under Tindersticks’ udsolgte koncert tirsdag aften i Store Vega lukker øjnene, læner sig tæt ind til mikrofonen og synger ’Come Back to Me’ med en sært transparent stemme, der aldrig rører jorden, swinger hans knæ og fødder lystfuldt legende med.
Som er han en illusionsløs tvivler med en mægtig tro på, at sådan er livet nu engang bare.
Det går op og ned, gør det, for de fleste af os og i hvert fald for de mennesker, Stuart Staples kan skrive så fine sange om, at han er blevet sammenlignet med Scott Walker, Nick Cave og Leonard Cohen.
Nuanceret og smukt samspil
Under siddekoncerten i Vega udgjorde sangene fra ’The Hungry Saw’ hovedparten af numrene, og det vil nogle måske finde problematisk.
Albummet udkom nemlig først i mandags, så gruppens trofaste, mangeårige fans har ikke haft mange timer til at lære de nye sange at kende.
Imidlertid spillede gruppen og alle deres gæster nuanceret og smukt bag Staples’ slanke, elegante skikkelse og sart lysende stemme fra begyndelsen til enden, at der ikke var grund til at savne flere gamle numre.
Strygernes, blæsernes, pianistens, guitaristens, trommeslagerens og percussionistens spil var som farvernes lag i et impressionistisk maleri, hvor lyset nærmest opløser et lurende mørke.
Mellem lys og mørke
Tindersticks er blevet reduceret fra sekstet til trio, men det mærker man ikke noget til, når de turnerer med blæserkvartet, strygerkvintet og i øvrigt stadig former mageløse stemninger med en forsigtig og nænsom intensitet.
Man kommer rundt i alle melankoliens hjørner sammen med Tindersticks.
I det ene øjeblik aner man en træt, tung og sort vals i musikken og fornemmer en fortælling om et stynet menneske, der aldrig har fået lov til at gro.
I det næste øjeblik bliver scenen badet i guld, mens blæsere og strygere sammen med resten af bandet hvirvler trætheden om og forvandler stemningen til et glædesbrus.
Af de gamle sange gjorde især ’Sister’ indtryk med Staples’ ordstrømmende recitation og orkestrets livfulde præcision.
Alsidigt udtryk
Under hele koncerten varierede Tindersticks både instrumenteringen, tempoet og de fine aftryk af forskellige genrer, der ligger aflejret i musikken.
Countryrock, støjrock, soul, singer-songwriting og filmmusik blev inddraget uden at lyde som genreklicheer, ligesom heller ikke al den der melankoli og hjertesmerte blev flødefede floskler, når Tindersticks tog sig af følelserne.
Det er noget af det, som er så imponerende ved Tindersticks: at de kan få sindets lys og skygger til at vibrere så fint, uden at udtrykket bliver til kunstfærdige manerer. Man tror på det.
fortsæt med at læse
