I’m doing very well«, lyder den første linje på det nye og 9. soloalbum med Morrissey, men er han nu også o.k.?
Undskyld mig, hvis det her lyder ondskabsfuldt: heldigvis ikke. Selvfølgelig er gengældt kærlighed og nemme onsdage også ham forundt.
Der er bare det ved Morrissey, at hans store, dirrende, velmodulerede croonerstemme bliver for selvsmagende, hvis han har det for godt.
Og omvendt får mere kraft og styrke, hvis han har sit at bakse med i sine sange og derfor lyder til at være mere under udvikling end i stilstand.
Sarkastisk åbning
Så når albummet ’Years Of Refusal’ åbner med linjen »I’m doing very well« sunget med inderlig sarkasme og indrammet af et stramt, punkrocket sammenspil, bliver man helt lettet som fan af manden, der skabte sig en solokarriere efter tiden i et af 1980’ernes vigtigste engelske bands, The Smiths.
’Something Is Squeezing My Skull’ hedder nummeret med den løgnagtige åbningslinje om at have det udmærket.
Det klemmer slemt til i kraniet her, og »diazepam (that’s valium), tamazepam ... lithium ... HRT, ECT« fjerner ikke følelsen af, at den er gal. Helt gal.
Uinteressant politisk
Det er nu ikke i sig selv Morrisseys kritiske holdning til medicinering af følelsesforstyrrelser, der gør ’Something Is Squeezing My Skull’ opløftende.
For når den 49-årige brite med kælenavnet ’Moz’ bliver gennemskuelig i sine politiske holdninger, bliver hans tekster sommetider uinteressante og banale.
Medmindre altså tonefaldet og musikken løfter dem. Og det sker i ’Something Is Squeezing My Skull’ og i mange andre sange på ’Years Of Refusal’.
Musikken er i de fleste numre helt anderledes end på hans seneste album ’Ringleader Of The Tormentors’ fra 2006, hvor titlen var bedre end sangene, hvor Morrissey var midt i en erklæret vellykket forelskelse, og hvor produceren Tony Viscontis homogene, filmiske sværmerier lå for klæbende og kvalme op ad Morrisseys stemme i stedet for at give den en modsætning at synge på.
Tilbage i trængt form
På ’Ringleader Of The Tormentors’ havde han selvtillidsfuld åbentstående skjorte i stemmen. På ’Years Of Refusal’ er han trængt igen.
Knapperne er lukkede i stemmen, og det klæder sangene. Ligesom albummet ’You Are The Quarry’ fra 2004, er også den nye udgivelse produceret af Jerry Finn.
’Years Of Refusal’ og et opsamlingsalbum med Morrissey blev Finns sidste produktioner.
Lydmageren bag blandt andre også nypunkede album med Blink-182, Green Day og The Offspring døde af en hjerneblødning i august sidste år, 39 år gammel.
Umiddelbar og forfriskende
Det er i vidt omfang Finns ære, at Morrissey og hans band på ’Years Of Refusal’ spiller sig væk fra den mere sentimentale lyd på ’Ringleader of The Tormentors’.
’Years Of Refusal’ virker meget mere umiddelbar og meget mindre søvnig. Tekstforfatteren Morrissey og melodiernes komponister som f.eks. Jesse Tobias (guitar), Boz Boorer (guitar) har egentlig ikke skabt et jævnt album.
I det ene nummer spilles rasende punkrock med højtløftede trommer, der illustrerer aggressiviteten over ikke at kunne finde kærligheden og heller ikke kunne lade være med at lede efter den.
I et andet nummer er arrangementet mere blidt, og fortællingen mindre personlig. Flere af sangene på albummet har oven i købet været udgivet tidligere.
’All You Need Is Me’ har været ude som single, og ’That’s How People Grow Up’ var med på en opsamlingsplade, der udkom sidste år.
Tekster i top
Svækker alt det så ’Years of Refusal?’ Jeg synes det ikke. Som sanger og tekstforfatter er Morrissey på højde med det bedste af sit kunstneriske selv på albummet.
Og flere sange som ’One Day Goodbye Will Be Farewell’ og ’That’s How People Grow Up’ har tekster, der indrammer hele Morrisseys solokarriere.
I ’That’s How People Grow Up’, synger han for eksempel: »I was wasting my time, trying to fall in love, disappointment came to me and booted me and bruised and hurt me. But that’s how people grow up«.
Slemt såret crooner
En slemt såret crooner. Der spilder sin tid på at lede efter kærligheden, men sætter kærligheden højt nok til at blive ved med at spilde tiden.
Og samtidig være ekstremt utilpas i den. Udtrykt ved god hjælp af støjguitarer, kæmpende trommer, fløjt, blæs, keyboards og en dygtigt samlende producer.
Morrissey når han er bedst
’Years Of Refusal’ er Morrissey, når han er bedst. Ude af balance og udsat for modstand. En mand, der synger ’I’m OK by myself’, uden at mene det i det afsluttende nummer på et album.
Hvilket sender en boomerang tilbage til titlen ’Years of Refusal’. Fra begyndelsen til slutningen er ’Years Of Refusal’ en kaotisk undersøgelse af årtiers selvbestaltede løgne.
Inklusive et nummer som ’All You Need Is Me’, hvor Morrissey synger så energisk og ironisk, som var han Liam Gallagher fra Oasis.
Og så er der ’When I Last Spoke To Carol’. En syret sang om en kvinde spillet i psykedeliske farver.
’Years Of Refusal’ peger i mange retninger og er ikke en udgivelse, man bliver færdig med på en eftermiddag. Det er noget af det gode ved den.
Læs den sekshjertede anmeldelse af The Smiths nye opsamlingsplade
kritik Rockens elegantierfortsæt med at læse
