Efter at have været uden pladekontrakt og glemt af alle andre end den til gengæld også både store og loyale fanskare, fik en af britisk rocks mest karismatiske figurer, Stephen Patrick Morrissey, et markant comeback med et af sine bedste album, 'You Are the Quarry' forrige år. Ikke desto mindre møder vi den melodiske elegantier med den sylespidst stikkende pen helt nede på knæ igen i 'Dear God Please Help Me'. »And I am so very tired of doing the right thing, dear God please help me«, crooner Morrissey fra en vandretur, fuld af lyst og tugt, i Rom. En byvandring, der vel at mærke er en af den 46-årige Morrisseys bedste sange nogensinde med en musikalsk dramaturgi, hjulpet godt på vej af Ennio Morricones skæbnetunge strygerarrangement og en fornemt gennemført melodiføring. Samt en Morrissey i absolut vokal topform. En stjernestund på et album, der ellers med veteranen Tony Visconti ved roret fører os tilbage til de tidlige halvfjerdseres glamrock med David Bowie anno 'Diamond Dogs' som en indlysende reference. Men Morrisseys evige pessimisme og weltschmerz lader sig ikke knægte, og han hælder gerne let bitre dråber ud over ellers stilistisk funklende flotte sange som rockeren 'You Have Killed Me' med formidabel linjer til et selvportræt af en gammel, men måske endelig vågnet kyniker: »I entered nothing, and nothing entered me, until you came with the key«. Og den miserabelt melankolske 'Life is a Pigsty', komplet med elektronisk regn i stride strømme ned ad det vindue, bag hvilket vor poet livstræt skuer ud på verden. »It's the same old sos/ But with brand new broken fortunes«, som Morrissey synger med nøgtern ynde, så man kan høre det uudtalte suk. Det gør ondt på Morrissey. Det er ikke den store nyhed, men måske er det nyt, at kærligheden brænder så stærkt og ligefrem har fået kødeligt udtryk. Som Morrissey erklærer, efter at han har fundet fred med Gud under førnævnte spadseretur i Rom: »Now I'm spreading your legs with mine in between«. Stærke sager fra en gråsprængt herre, der tidligere har fornægtet kødets lyst og teet sig som en platonisk poet fra et eventyr af H.C. Andersen. Morrissey er i høj grad i live og åbenbart også liderlig. Det er helt fortjent, selv om det måske betyder, at han har ret i konstateringen: 'I'll Never Be Anybody's Hero Now' i et af de mange hæderlige rocknumre med endnu en perlende veloplagt tekst: »I am a ghost/ and as far as I know/ I haven't even died«. Tænk, at et sortsynet spøgelse kan tilføje en så mange grin og så meget glæde.