Med dobbelt-udgivelsen ’Rejoicing In The Hands’ og ’Nino Rojo’ landede en fantastisk hippie midt i borgermusikken. Med stemme som en sprød æggeskal og mildt fluorescerende tekster var Devendra Banhart en bevidsthedsudvidende trubadur.
Popmusik på bare tæer og en helt særlig snurrig ømhed i verdensbetragtningen. Sådan er Devandra Banhart stadig, men jeg synes, smilet er ved at stivne, efterhånden som Banhart først på ’Cripple Crow’ og nu på sit fjerde udspil, ’Smokey Rolls Down Thunder Canyon’, involverer lyden af en støt voksende musikfamilie i en stadig mere kaotisk kollektivkabaret. 16 numre i 17 verdenshjørner. En hyldest til den musikalske fantasi og umiddelbarhed er det utvivlsomt. De bedste numre er det mest simple. Resten er som at høre et forvokset barn, der har det herligt, fordi ingen tør sætte grænser. Og vi ved jo alle sammen, hvordan den slags kan ende!
