Tid har han tilsyneladende nok af, den gode Devendra Banhart.
Fire år er gået, siden verden sidst hørte fra den kønne amerikaner med den bløde stemme, og i mellemtiden er det ikke kun jesusskægget, der er blevet trimmet.
Den akustiske guitar har fået selskab af elektroniske programmeringer og frækt bugtende baslinjer på et udspil, der nok sender Banhart i nye retninger, men ikke har mistet de eminente sanges blodtrykssænkende effekt.
Der har altid været en aura af god tid og velbehag rundt om Devendra Banhart, der for godt ti år siden dukkede op som rendestens-renæssance-mennesket, der flakkede rundt i Amerika med guitar og tegnegrejer.
2004-gennembruddet ’Rejoicing in the Hands’ var en musikalsk åbenbaring af verandaknirkende folk og en primitivt skælvende stemme, der lød som en mild gammel indianer og ikke som en ung mand med fantasiens ventilerende huller i forholdet til virkeligheden.
Den sofistikerede mands Jack Johnson
Dengang var Banhart en hjørnesten i den hurtigt op- og afblomstrede freak folk-scene, der gav den amerikanske folk-tradition en psykedelisk overhaling og det underlige og anderledes Amerika en stemme.
I løbet af 00’erne sendte den flittige Banhart otte album ud, der alle var skåret over samme tilbagelænede læst af uhåndgribelig nostalgi og melodiøse toner.
Han var den sofistikerede mands Jack Johnson, og temmelig produktiv for en mand med så afslappende en attitude.
Men nu har den i dag 31-årige sanger-sangskriver fundet ny inspiration og åbner ’Mala’ med hviskende at befale: »... get on the dancefloor«.
Det kan de fleste af de stadig søndagssløve sange ikke helt leve op til, men der er bestemt mere krop i både produktion og instrumenter, mens hans løse forhold til musikhistorien slår et par knuder eller to på fortiden.
Forbandet gode skitser
Et sted er stemningen sat til en solnedgangsseance med Jorge Ben i 1970’ernes Rio, et andet kan man mærke aftrykket fra 1960’ernes amerikanske solskinspop.
Og på den sofa-funky popperle ’Für Hildegard von Bingen’ får vi et syret syn om den tyske komponist og mystiker Hildegard af Bingen, der slynges frem til en rolle som Video-Jockey i dag. Banhart har stadig sin egen version af verden. Heldigvis.
Nogle gange er sangene korte og næsten kun skitser, der gerne måtte være foldet mere ud.
Men det er forbandet gode skitser, og jeg bliver mere irriteret over, at de slutter i det hele taget, end over at de slutter brat. For det er ikke kun behageligt og opfindsomt at være i Banharts selskab.
Det er også blevet en del sjovere denne gang.
Klagende country-kor
Ligefrem sjovt kan man ikke sige, at Matthew Houck har det på sit sjette album som Phosphorescent.
Hør bare det klagende country-kor, der indleder ’Muchacho’. Og læg dertil den overlæssede sangtitel: »Sun arise! (An invocation/ An introduction)’. Musik skrevet og sunget på følelsernes helt store skala.
Det ville være på grænsen til at blive til aske i mødet med dagslys, hvis ikke Houck var så brillant en sangskriver. Melodier og arrangementer i Phosphorescent kan – modsat sangenes knækkede indhold – klare det meste.
Er vellykket på hver sin måde
Sideløbende med Devendra Banhart har sanger-sangskriveren fra Alabama dyrket den mere tårevædede og ømskindede folk, der strækker sine bløde melodilinjer ind over den alternative countrys knoldede marker.
Her piner fortrydelsen sangene, som når Houck på ’Muchachos tune’ synger om at finde tilbage til kærligheden med bekendelsen: »I’ve been fucked up/ and I’ve been a fool«.´
Sunget sårbart og inderligt som Bruce Springsteen, når Jersey-manden er uden band eller et stadion fuld af fans.
Men når Houck hyler sin ambivalens op på ’Ride On/ right on’, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad skal jeg med det her, når jeg allerede har den Springsteen-plade med ’State Trooper’, jeg skal bruge.
LÆS OGSÅ Devendra Banhart bryder grænser på nyt album
Det er ikke helt fair. For selv om sang-referencen er markant, er Phosphorescent mindre bastant og svæver musikalsk mere løseligt rundt mellem små melodiske figurer, klagende strygerflader og skubbende rytmer, der bryder og løfter den tunge stemning.
På hver sin vellykkede og legelystne måde arbejder Devendra Banhart og Phosphorescent med traditionerne.
Den ene suger solens stråler til sig, den anden slikker sine sår i skyggen. Med dem begge ved hånden skal man nok komme igennem endnu en dag.
Uanset hvilket ben man får først ud af sengen.
fortsæt med at læse
