Det sidste musikalske frø, Gram Parsons nåede at så på plade, inden han forlod denne verden, var 'In My Hour of Darkness'. En funklende smuk bøn fra en ung mand, der i yderste desperation med et, tilstanden taget i betragtning, uhørt musikalsk klarsyn, er helt på knæ for at bevare sin stemme og sin vision. Kort efter optagelsen af sangen og endnu inden udgivelsen af sit andet soloalbum, 'The Grievous Angel', som 'In My Hour of Darkness' runder af, døde Gram Parsons. 26 år ung havde han opsøgt dæmoner og ensomhed i den californiske ørken ved The Joshua Tree, hvor en overdosis af stoffer gjorde en ende på et af amerikansk musiks ubetinget største talenter. Inden da havde han nået at spille væsentlige roller i grupperne The Flying Burrito Bros. og The Byrds samt at udgive to skelsættende soloplader. Hørt i sammenhæng er de to album mere end nok til at dokumentere Gram Parsons' evner som en enestående sangskriver og sanger i den nærmest overjordiske alliance med en ung Emmylou Harris. De to cd'er er udsendt i et samlesæt, der er væsentlig billigere end dette bokssæt. Som alligevel er stærkt anbefalelsesværdigt. Fordi vi her får lejlighed til at høre de helt rå sange i anderledes optagelser, som viser, at Gram Parsons i det miserable liv, der kun kunne føre mod undergang, var i fuld kontrol som sangskriver og producer. En imponerende bedrift, der gør, at de to album fra 1972 og 73 stadig lyder funklende friske, klare og vedkommende. Men det, der gør bokssættet uundværligt, er, at man her, kombineret med uddrag af radiointerview med Gram Parsons' snøvlende, stofpåvirkede stemme, får en enestående rejse ind i en stor kunstners nådesløse kamp mod dæmonerne. De dæmoner, der allerede dukkede op i en barndom præget af en kærlighedsløs familie og moderens alkoholisme. Her rystende udstillet i hudløse sange som 'Kiss the Children', 'Brass Buttons' og 'How Much I've Lied'. Gram Parsons forsøgte siden at forsøde og glorificere sine rødder i sange som 'She' og 'Streets of Baltimore' om drengen fra landet, der forvirret forsøger at finde lykken i storbyen. I de senere sange fra 'The Grievous Angel' er det kun turnelivet, turbulensen og manglen på virkelighed, der fylder. Men stadig med nogle af de mest elegante, velklingende og sprøde melodier, der nogen sinde er skrevet i country. Eneste minus er, at bokssættet tillader et vist rod på 'Grievous Angel', hvor en instrumental udgave af titelnummeret og et interview får lov at ligge efter 'In My Darkest Hour'. Det virker upassende og burde have været placeret på den tredje cd med de anderledes optagelser. En lille skønhedsfejl på et sæt, der ellers er fyldt af netop skønhed på trods af alt. Og et værdigt minde om en sangskriver, der måske selv skrev sin nekrolog i netop 'In My Darkest Hour': »But he was just a country boy in simple songs confessed/ and the music he had in him so very few possessed«.