Egentlig er det ekkoet af en tragedie, vi hører. New York Dolls skød op på Manhattans fliser i begyndelsen af halvfjerdserne, skabte stil i musik og mode, fyldte sig med alt, hvad der kunne skade dem selv, og skvattede totalt sammen. For at blive til kult og ikoner i undergrunden. Mens bands som Guns n'Roses, Mötley Crüe og hele det slæng kunne profitere på forarbejdet på de helt store scener, døde 'dullerne' fra New York en efter en. Tilbage er nu kun to, sangeren David Johansen og guitaristen Sylvain Sylvain. De har med al ret besluttet sig for, at tiden nu er inde til at indhøste resultaterne af den sæd, de lagde i storbyens ufrugtbare gader for over 30 år siden. Og det forunderlige er, at den høst, der nu er i hus, er overraskende velsmagende og fyldestgørende. I stedet forat falde i et hul af bitterhed holder de genopstandne New York Dolls humoren højt allerede i den selvironiske titel, 'One Day it Will Please Us to Remember Even This'. Så meget for de gode gamle dage, da New York Dolls skabte de i dag klassiske rockalbum 'New York Dolls' (1973) og 'Too Much Too Soon' (1974). To album, der i høj grad var med til at definere glamrock og fusionere blues, garage og punk. Men de solgte intet, og bandet blev fyret af sit pladeselskab. I 1975 så den britiske manager Malcolm McLaren, som senere tog sig af Sex Pistols, mulighederne i gruppens navn og friskede d'herrer op med knaldrøde dragter i læder og lak, læbestift og mascara. Lige meget hjalp det, og bandet faldt fra hinanden. Helt bogstaveligt. I eftertiden er guitaristen Johnny Thunders (en overdosis i 1991), trommeslageren Jerry Nolan (et hjertestop i 1992) og bassisten Arthur Kane (leukæmi i 2004) alle døde. Sangeren David Johansen har været omkring partyrock, blues og gamle amerikanske drukviser, hvilket i høj grad påvirker comebackalbummet. Den blues, der altid lurede under forklædningen i New York Dolls, har taget over med mundharper og ballader som 'I Ain't Got Nothin'. Det er klædeligtog modent, men helt glemt de høje hæle og sylespidse sange om at leve livet på dekadencens overdrev har de gamle drenge ikke. 'Runnin' Around', 'Take a Good Look at My Good Looks', 'Fishnets and Cigarettes' og især den vellykkede 'Dancing on the Lip of a Volcano' med Michael Stipe (R.E.M.) på kor er på højde med fortidens meritter. Leveret af et band, der tydeligvis mener det alvorligt og swinger solidt i samspillet med de tre nye medlemmer, guitaristen Steve Conte, bassist Sam Yaffa og trommeslager Brian Delaney. Kompetente kræfter, som dog ikke helt kan udviske savnet af især Johnny Thunders gennemtrumfende, skæve, men også hårde guitarspil og kompositioner. Vildskaben kan man dårligt beskylde New York Dolls for at mangle. Drøjden, humoren og livserfaringen kan man ikke tage fra de ældede, men ikke ucharmerende 'arvetanter' fra New York.