Som en slags rockmusikkens svar på senromantikkens filosofiske komponist Gustav Mahler klør Sufjan Stevens på med at fortælle om amerikanske landskaber, tanker og personligheder. Hans kendskab til amerikansk historie er betydelig. Hans fornemmelse for at kombinere skramlet rock, symfonisk pop og akustisk folkemusik og muntre gøglertoner er imponerende. Og hans produktivitetsniveau er i omegnen af det vanvittige. Som solist har han sat sig for at lave udgivelser om samtlige amerikanske stater. Foreløbig har han nået to. I 2003 udkom hans album om hjemstaten Michigan. To år senere kortlagde han Illinois' sjæl og historie på et omfangsrigt album med hele 22 numre, hvor han åbenbart ikke fik sunget sig ud. For nyheden 'The Avalanche' indeholder 21 ekstra sange, småsymfonier, gentagelser og skitser fra Illinois-indspilningerne. Der er gode, nye sange om f.eks. forfatteren Saul Bellow og om Clyde Tombaugh, der opdagede Pluto. Men man kan godt få for meget af den gode Stevens. 10 ekstranumre havde været tilstrækkeligt. Nu må han videre. På sine udgivelser spiller han selv orgel, guitarer, banjo, fløjter, klokkespil, trommer, blæsere og triangel. Mon ikke han får brug for en hjælpende hånd eller otte, når han kommer til København for at spille sin lige dele glædesfyldte og melankolske musik?