Alt var så meget bedre i de gode gamle dage. Det ved selv et barn. Og den danske kvartet Velour lyder til at være nået til nogenlunde samme erkendelse på et album af sorgløs og naiv 1960’er pop.
Retroromantikken stråler allerede på albummets cover, der med falmede farver ligner noget, der har ligget flere årtier ude i solen. Ligesom musikken. På lidt over en halv time lader Velour 11 ubekymrede guitarpopsange om uskyldige forelskelser og regnvejr på en sommerdag stige til vejs, og så længe, der er vindstille, skal de nok klare sig.




























