'Men jag känner ingenting' er Bob på balkan og i syrebad. Hvilket vil sige, at attituden som hos Bob Hund er absolut uformel, mens musikken er parat til lidt af hvert i afdelingen for løjer og langkål. En form for jazzrock, må man vel kalde det, men med et særligt humør. At kombinere kammeratligt råbekor med messingsuppe og betydelig inspiration fra den normalt lettere anæmiske postrock er ikke bare originalt, men ligefrem smittende og noget så sjældent som hjertelig eksperimentalmusik. 'Diamonds' lyder dog mere som et visitkort fra et orkester, der skal opleves live.