'Men jag känner ingenting' er Bob på balkan og i syrebad. Hvilket vil sige, at attituden som hos Bob Hund er absolut uformel, mens musikken er parat til lidt af hvert i afdelingen for løjer og langkål. En form for jazzrock, må man vel kalde det, men med et særligt humør. At kombinere kammeratligt råbekor med messingsuppe og betydelig inspiration fra den normalt lettere anæmiske postrock er ikke bare originalt, men ligefrem smittende og noget så sjældent som hjertelig eksperimentalmusik. 'Diamonds' lyder dog mere som et visitkort fra et orkester, der skal opleves live.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























