Begavede sangskrivere med forkærlighed for uopstyltede popsange. Med navne som John Mayer, Jack Johnson og Josh Rouse er der tale om et helt kuld af bløde amerikanske hvalpe. Føj roligt Jason Mraz fra San Diego til listen. Debutalbummet 'Waiting For My Rocket To Come' leverede hittet 'Remedy'. Et hit, der bortførte unge Jason fra kaffebarpublikummets intimsfære til scener af en ganske anden størrelse. Sågar en opvarmningstjans for Rolling Stones. 'Remedy'-historien kan sagtens gentage sig med 'Mr. A-Z'. Jason Mraz adskiller sig først og fremmest fra føromtalte herrer ved at være længere fremme i popskoene. Et klogt sted at være, når man har veteranen Steve Lillywhite som producer. Sange som 'Wordplay', 'Geek In Pink' og 'Please Don't Tell Her' går lige hen til radioen og banker på. Førstesinglen 'Wordplay' er ifølge ophavsmanden nærmest et satirisk forsøg på at skabe den perfekte single. En vittig lille øvelse, hvor Jason Mraz undervejs gør opmærksom på la-la-la-effekten, der gør, at man ikke har hørt et ord af, hvad han synger! Hvilket ikke gør den spor mindre iørefaldende. Radioer og vi, der lytter til dem, har ikke spor imod at blive taget ved næsen, så længe det bare sker igennem øret. 'Mr. A-Z' er ikke noget originalt album, men det er heller ikke et velproduceret gennemsnit. Popsange skal smutte som mandler, men må gerne rumme stof og sprog til mere komplekse oplevelser. Sådan er 'Mr. A-Z' takket være Mr. A-Z's krøllede sangskal og Lillywhites klare, lækre og opfindsomme produktion. Med selvironisk humor og vokal sødme er Jason Mraz midt mellem nørd og nuttet et godt bud på en popstjerne til den bevidste forbruger.