»Jeg har set rock'n'rolls fremtid, og dens navn er Bruce Springsteen«, skrev Rolling Stones rockanmelder Jon Landau i 1970'erne. I fremtiden, der umiddelbart fulgte, blev Springsteen i perioden 1975-92 ganske rigtigt på mange måder rockmusikkens her og nu. Siden er det næsten gået Springsteen som Rapanden Rasmus, der først gik baglæns og så gik i stå. Når Springsteen ikke har taget E Street Band på nostalgiske triumftog, har han gået John Steinbecks ånd i bedene. Bossen har sværmet for Bumsen. Man har mere end anet en længsel efter de mere enkle tider, da New Deal reddede USA fra Depressionen, og en mand med blå skjortekrave vidste, hvad der var op og ned på en arbejderklasse. Med 'We Shall Overcome - The Seeger Sessions' border Springsteen igen et tog med fuld fart tilbage til fortiden. Tilbage til protestsangeren Pete Seeger, der lever endnu, men havde sine velmagtsdage inden Dylan, den forræder, satte strøm på guitaren. Der er på mange måder god fornuft i projektet fra Springsteens side. Han har behov for at blæse til angreb mod den gyselige Bush-administration. Ved at hylde Pete Seeger hylder Springsteen en stædig protestsanger fra venstrefløjen og minder om, at klassefjenden - uanset gudfrygtig tale - er så grisk og grådig som altid. Samtidig benytter Springsteen lejligheden til at søge tilbage til den folkemusik, han selv i en kort periode som ung dyrkede ydmygt inden rockmytologien tog ham ved kravetøjet og forvandlede ham til boss. Sangene har Springsteen fundet på Pete Seegers gamle lp'er. Amerikansk og irsk arvegods, som Seeger har optrådt med. Amerikanske rødder fra øst, vest, nord og syd. I nogle tilfælde med mere end 100 år på bagen. Men døde i sværen er nu det sidste, man kan beskylde dem for at lyde. Pladen er indspillet live ved tre uformelle sessions. Tre dage i henholdsvis 1997, 2005 og 2006. Violin, banjo, tamburin, trækharmonika og hele pibetøjet. 13 musikere fylkes omkring Springsteen. Albummets helt store kvalitet er dens lige så loose som livlige atmosfære. Der bliver gået til vaflerne i en slags all American folkelig musik, der gør en dyd ud af at forbinde den hvide folkesanger med den sorte gospel. Lejrbålets filosofiske guitar med trompetens truttende triumftog fra New Orleans. Som musikalsk fest er det en fornøjelse at være med på en lytter. Langtfra at være en protest, der græder i øllet, er det en regulær folkefest. Det svageste led er næsten Springsteen selv. Fremragende i de mindre kendte 'Keep Your Eyes On The Prize' og 'Erie Canal', men på 'Old Dan Tucker' og 'John Henry' svær at kapere i sit mest demonstrativt friskfyragtige hjørne. På 'Shenandoah' mumlende a la Dylan, men med mere føleri end fornuft. På trods af den gode stemning, som man jo nødig vil spolere, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at Springsteen ikke har haft lyst til at tackle det gamle rebelske stof på musikalsk mere revolutionære præmisser. På den anden side er det en lettelse, at Springsteen formår at hylde Seegers syn og standpunkt uden at forvandle musikken til en protestkoncert i Central Park. Sin konservative grundlyd til trods er det en plade som med sin åbne genrebetegnelse stilistisk fremstår som en musikalsk solidaritetserklæring til den amerikanske mangfoldighed og folkelige idealer. 'Seeger Sessions' er lavet med lige dele smittende forelskelse og overdreven respekt for det forgangne. Jeg har set rock'n'rolls fortid, og dens navn er Bruce Springsteen. Nej, det lyder altså ikke lige så godt!