Gennem efterhånden 23 år har Flaming Lips fra - af alle steder - Norman i Oklohoma, forsøgt at overbevise os om, at de fortjener prædikatet 'klodens mærkeligste rockband'. Lad os bare slå fast med det samme, at den ære fortjener Flaming Lips med 'At War With The Mystics', gruppens tolvte og på en gang mest besynderlige og iørefaldende album, nu helt og fuldt. De flammende læber har altid delt rockens publikum i de ellevilde fans, der befolker den begejstret struttende overlæbe, og så alle os skeptikere, som har hængt fast i den nedbøjede underlæbe og ikke helt har kunnet se, hvad pointen var. Koncerterne, med lykkeligt lallende kaniner og ulve på scenen sammen med et utal af farvede balloner omkring et meget mere end habilt orkester, har altid været fine. Som en børnefødselsdag, hvor nogen har strøget nogle umanerligt effektive 'krydderier' på kagemanden. Men på plader - som også de seneste to musikalsk fine forsøg på at implementere elektronisk musik i udtrykket, 'The Soft Bulletin' (1999) og 'Yoshimi Battles The Pink Robots' (2002) - har Flaming Lips ofte lydt som noget, man drømmer om, når man er nået til bunds i samtlige pilleæsker i det mest aflåste skab på den lukkede afdeling. Sådan er det egentlig også på det nye album, hvis alenlange titler alene indikerer, at sanger Wayne Coyne og co. stadig er svært begejstrede for andre forfriskninger end lemonade. Ikke desto mindre er der et forbløffende klarsyn og en let luftighed omkring nogle af de mest klokkeklare popsange. Allerede den første, 'The Yeah Yeah Yeah Song (With All Your Power)' er så iørefaldende, at det næsten er en joke i sig selv. Men teksten er alvorlig med sine påtrængende spørgsmål i naivistisk stil: »If you could make everybody poor, just so you could be rich, would you do it?/ If you could watch everybody work, while you just lay on your back, would you do it?« Teksterne er fulde af den slags spørgsmål, der kan give Clement Kjersgaard stof nok til en hel serie nye talkshows. Eksistentialisme omsat til et popmusikalsk syrebad, hvorfra også helt anderledes eksperimenterende sange rejser sig. Tag for eksempel det 7 minutter og 18 sekunder lange 'The Sound Of Failure/ It's Dark....Is It Always This Dark?', der må være noget af det mest gakkede, Flaming Lips nogensinde har indspillet. En anden bejler til rollen som dette albums mest forunderlige nummer er hyldesten til den tidlige Pink Floyd 'Pompeii Am Götterdämmerung'. En formfuldendt opdatering af beatet fra 'Set The Controls for the Heart of the Sun' med orgeltemaet fra 'Careful With That Axe Eugene', som vi kender fra filmen og albummet 'Live At Pompei'. Den sang dukker stensikkert op som tema under et eller andet sportsprogram i tv i den nærmeste fremtid. Som helhed er der måske ikke meget nyt at føje til Flaming Lips' evige musikalske sidespring her, men til gengæld samler albummet op på fortidens bedrifter. Og tilføjer en anselig samling strålende sange til klassikerskabet. Som også vi, der ikke er religiøst fanatiske med bandet, med fordel kan dyrke. De er som kys fra flammende læber med en forfriskende afsmag af stedsegrøn syre.