Henrik Hall er ham den stilige mand med mundharpen i nu opløste Love Shop. Stående midt mellem sangeren Jens Unmacks personlige tekster og guitaristen Hilmer Hassigs originale produktion har det set udefra været sværere at definere Henrik Halls rolle klart. Men at Henrik Hall har været en vigtig del af Love Shops sjæl - og vice versa - får man indtryk af på Henrik Halls 'Solo'. At Jens Unmack hurtigt rykkede i felten med et soloalbum, 'Vejen hjem fra rock'n'roll', var ikke nogen overraskelse. Her kunne man høre en åbenlys lyst til at prøve noget andet end Love Shop-formlen. Sådan er det ikke på 'Solo', der nærmest kan beskrives som et forsøg på at føre ånden fra Love Shop videre. Og et slet ikke ueffent sådan. Faktisk lyder 'Solo' som Love Shop med 1980'er-rødderne blottet. Det er udtalt i åbnings- og titelnummeret, hvor produceren Mikkel Damgård ret bastant fremhæver de synth-glade 80'er-dage. Ganske som starten på næste nummer, 'Bibis mund', kunne være signeret et tidligt Depeche Mode. Noget kunne tyde på, at den tungere puls, der i perioder var både power og problem i Love Shop, har haft en fortaler i Henrik Hall. I det hele taget må man konstatere, at en hang til det bastante er den største svaghed ved Henrik Halls solodebut. Det gælder arrangementerne af de hårdtpumpede numre, og det gælder flere af teksterne. Et fiffigt fonetisk spil som »rammer dagen«, der i en sang om Mustafa kommer til at lyde som »ramadan«, er en flot skruet levering. Til gengæld lyder den meget firkantede USA-kritik i 'Vi sender USA' som noget, der var blevet dømt ude som forsimplet retorik i Love Shop-regi: »USA på plyndringstogt/ med sværd og kolde hjerner«. Velkommen tilbage til dengang, magthaverne altid var karakteriseret af deres kolde hjerner, der ej kunne forstå. Langt bedrefungerer sange, der som på 'Baby' åbner billedsproget mod verden i stedet for at lukke teksten om indholdets budskab. At kalde Henrik Halls solodebut en mere primitiv udgave af Love Shop ville ikke være helt forkert, men heller ikke helt fair. Hall er sin egen og både vil og kan selv på et soloalbum, der ikke umiddelbart lå i kortene. Som sanger hører Hall da heller ikke til de mest udtryksfulde. Han lyder nærmest som sit eget mørke jakkesæt: maskulin og stilfuld i et behersket konservativt snit. Et snit, 'Solo's bedste sange forholder sig klogt til. 'Altid når jeg sover' er smækker som Love Shop, men tilsat ny elektronisk knitren. 'Hun kom, hun gik' er også tæt på Love Shop, og som på 'Hele verden vælter' mindes man om, hvor karakteristisk og originalt et varemærke Halls mundharpe var i Love Shops popshop. 'Flugtbilist' med omkvædet »jeg vil ikke dø« har en sej uafviselig fremdrift med tryk på drift. 'Solo' vil appellere til dem, der gerne ser ånden fra Love Shop holdt i live. I så henseende lyder 'Solo' som et åndedræt, der ikke er spor kunstigt.