Der er stablet fjernsyn op på omslaget til Plutos tredje udspil, 'Ingen ved hvorhen'. Der er også stablet fjernsyn op i sangene. I hele tre sange kommer den store verdens nød og sult og bål og brand ind i velfærdssamfundets intimsfære via tv-skærmen. Billedet af den bekymrede sangskriver bænket foran tv-avisen er ikke en kliché, der bliver bedre af at blive gentaget tre gange. Til gengæld er det en af de få klichéer på dette udspil fra et band, der stille og roligt er ved at få alvorligt fodfæste. Nyhedsudsendelserne ligner en slags spjæt af desperat dårlig samvittighed i Thomas Thomsens tekster, der ellers med poesi og præcision indkredser det på én gang rastløse og statiske i ungdomsblikket. Men først og fremmest noterer man sig en åbning af trioens musikalske univers. Forsigtigt slipper man de mest indlysende forankringer til lo-fi og begiver sig ud på en musikalsk rejse, der ikke er mindre sart og tyst, men bevæger sig i mere uforudsigelige retninger end en musikalsk korrekt blegnæbbethed. 'Ingen ved hvorhen' er inddelt i to 'sider' som en god, gammel lp. A-siden består af dæmpede melodiske rocknumre, hvor 'Har du glemt mig?' er så regulært medrivende, som det nu kan blive, når man har en sanger, der kun nødigt vil beskyldes for dén slags uterligheder. B-siden glider over i et mere eksperimenterende leje, hvor den enkle instrumentering bliver mere præget af minimalistiske lydmalerier, der på 'Blodsukker' og 'Hverdag igen' munder ud i konklusionen, at Pluto er et ganske lille band, der er godt i gang med at realisere nogle snigende, store kunstneriske ambitioner. Man kan godt tage på eventyr med dæmpet stemmeføring.