Bobby Bare Junior var kun fem år gammel, da han hjalp Bobby Bare Senior til at gøre 'Daddy What If' til et hit. I mellemtiden er Junior blevet en voksen mand med eget rockband, Young Criminals Starvation League. Men han kan åbenbart ikke lade den gamle være i fred. Junior har lokket farmanden og countryveteranen Bobby Bare ud af førtidspensionens slumreland og har sammen med Mark Nevers fra Kurt Wagners alternative Nashville-foretagende Lambchop produceret den flotte comeback-plade, 'The Moon Was Blue'. Og der er virkelig tale om et comeback. Det er 22 år siden, Bobby Bare blev træt af sine støt dalende salgstal og smed håndklædet i ringen. I de mellemliggende år er vinden imidlertid vendt til fordel for country. Johnny Cash døde som kanoniseret på tværs af alle genrer. Den tid, hvor country kun var for Balle-Lars og bonderøvene, er for længst forbi. Nu er det både americana og Dixie Chicks. Uden at være en eksotisk personlighed som Cash eller Willie Nelson nåede Bobby Bare ikke desto mindre i løbet af sin 25 år lange karriere både at opnå en sjælden grad af respekt, samtidig med at han skovlede hits i metermål. 59 gange var han på Top 40 i årene 1958-1980. Med sin lækre baryton havde Bobby Bare en maskulin guldstemme, men fra starten insisterede han på at bruge den efter sit eget hoved. Han forholdt sig efter tidens målestok usædvanlig frit til genre-begrebet. En god sang var en god sang og dermed bare basta med Bobby Bare. Det betød bl.a., at Bare på et tidspunkt indgik et partnerskab med Shel Silverstein. Det udmøntede sig både i countrymusikkens første konceptalbum og single-hittet 'Marie Laveau'. En klassisk amerikansk succeshistorie var ved at tage form. Bobby Bare fra Ohio var nemlig om nogen sprunget af laser og pjalter. Moderen døde, da han var lille. Familien faldt fra hinanden. Allerede som 15-årig måtte Bobby ud at arbejde. Sin første guitar måtte han bygge selv. Og da han omsider fik sit første hit med 'All American Boy' som han inklusive rettigheder solgte til et pladeselskab for den svimlende sum af 50 dollar, blev han indkaldt til hæren. 'All American Boy' blev udsendt under pseudonymet Bill Parsons and His Orchestra. Men da Bobby var rekrut, sendte pladeselskabet bare en anden musiker på landevejen i rollen som Bill Parsons! Men Bobby Bare fik tilkæmpet sig en markant plads i populærmusikken. Den indtager den 70-årige cowboy uden dikkedarer igen. Med sin nænsomt, men alligevel distinkt, opdaterede lyd, er 'The Moon was Blue' en sikker tilbagevenden til rampelyset. Det kræver ganske vist en god mave at holde børnekoret på 'Fellow Travellers' nede, men ellers er det en varm og stilfuld plade med vægten lagt på store, fede klassiske ballader i dejligt slanke versioner. Wayne Walkers 'Are You Sincere' åbner ballet i overlegen country-stil inden den iler videre til sin plads på soundtracket til Quentin Tarantinos næste film, 'Daltry Calhoun'. Det kræver et godt og bredt bryst at kunne synge 'Everybody's Talkin' ud af munden på Willie Nelson, men Bobby Bare sætter sig tungt og sikkert på både den, 'Love Letters In The Sand', 'The Ballad of Lucy Jordan' og 'Yesterday When I Was Young'. 'The Moon Was Blue' er ikke en spektakulær genopfindelse som Rick Rubins American Recordings med Johnny Cash. Men det er en sympatisk genoplivelse med dæmpede, raffinerede arrangementer, der hellere underspiller end overspiller og sikkert holder den gamle countrystjerne på afstand af kitsch-fælden. En stor og varm stemme i en ren, afstemt ramme, der uden at anstille sig koket stilfuldt skræller alt overflødigt bort.