Ak, ja,som den går, tiden. Tag nu for eksempel ham Niels Hausgaard. Det virker jo, som om han har været her hele tiden. Stille og rolig, bevares, som en traktor med anhænger, der lige så konstant som støt støver ud ad de danske landeveje for at registrere nye dårskaber. Og omsætte dem til sange. Men af en eller anden grund er det altså åbenbart 14 år siden, han sidst udgav nogle af sangene på plade. Der har ellers været tossestreger nok at samle på her til lands for fornuftens drævende, nordjyske trubadur. Men dem har Hausgaard nøjedes med at servere i sine stilfærdige shows, af nogen kaldet 'sitdownkomik'. I modsætning til det dér numodens stand-up, som en mand i nordjydens alder - jamen, han er gået hen og blevet 61 år - naturligvis ikke kan praktisere. Nu er han altså landet i cd-spilleren igen med 15 sange. Som nok vil glæde, om end næppe ligefrem overraske, den store fanskare. Måske lidt, over at Hausgaard er blevet musikalsk blødere med årene og ofte lægger sine ord blidt til rette på et tæppe af jazzede viser med et latinsk præg. Ja, faktisk er den vindblæste vendelbo gået hen og blevet sådan rigtig cremet og cafe-lækker på sine gamle dage med diskret, velspillende musikere bag sig. Hvilket sådan set passer eminent til teksterne, der naturligvis er både elegante og underspillede, men ofte også til at skrige af grin over - lidt ligesom gode revytekster: Læg Hausgaards tonefald oven i linjer som »Månen har aldrig eksisteret/ Det gule man kan se, er ingenting/ Månen er et kommunistisk tiltag«, fra 'Kykliky'. Et klukkende nådestød til både konspirationsteoretikernes virkelighedsfjerne fabuleringer og den nazistiske benægtelse af holocaust og andre historiske rædsler. Der er stadig krasbørstig realisme hos Hausgaard som i den fine sang om taberen 'Egon', en sang i nært slægtskab med dem, man møder hos vennen og kollegaen Allan Olsen , 'Min brors kæreste', 'Godt de er gift' og den prægtige kulturkommentar i 'Betty Mørch Hansen'. Tragikomiske og meget præcise viser på højeste niveau, hvor skraldlatteren blander sig med en listig kalden på fornuften. Selvfølgelig stadig på det forbløffende musikalske vendelbomål, vi har hørt Henrik Solgaard mishandle på det skammeligste som pianist i 'Drengene fra Angora'. Men vigtigst - en stemme og nogle pointer, man ikke hører fra andre, selv om de er så indlysende. Derfor er Niels Hausgaard fortsat en vigtig stemme i dansk musik. Godt han er tilbage. Også uden de store overraskelser.