Så er det her. Det unge års mest omtalte debutalbum, som hjemme i England spås at blive den hurtigst solgte rockudgivelse nogensinde. Hvilket jo siger ikke så lidt, hvis vi tager det mildt sagt meget omtalte fald i pladesalget i betragtning. Lad os bare slå fast med det samme, at man for en gangs skyld roligt kan hoppe med hypen: Arctic Monkeys er alt det, vi forventede: klassisk britisk rock med fængende energi, holdbare melodier, vedkommende tekster fra den rå, nordengelske storbyhverdag i Sheffield og et friskt pust af noget nyt. Sammenligningen med Frands Ferdinand, som gruppen varmede op for i K.B. Hallen i december og deler pladeselskab med, ligger lige for. Som skotterne angriber Arctic Monkeys med et uimodståeligt drive, som havde de selv lige fundet på det hele. Og de velturnerede sange leveres med temposkift, breaks og fuld stop som i Frands Ferdinands gennembrudshit 'Take Me Out'. Ikke mindst i 'I Bet You Look Good On The Dancefloor', der med garanti kommer til at vælte lige så mange mure for Arctic Monkeys. Men kvartetten fra Sheffield, der dårligt nok har forladt teenageårene endnu, er ikke Franz Ferdinand. Sanger Alex Turner med en fantastisk blanding af uspoleret engagement og knastør, henkastet arrogance i stemmen, skriver nogle anderledes direkte sange om bylivet, at være på druk uden at være gammel nok til det, det unge livs desillusion, pigerne og tømmermændene, der snarere er beslægtede med Mike Skinner i The Streets. Og som landsmændene i The Libertines har Arctic Monkeys helt styr på de indlysende forbilleder, men bedre overblik over, hvordan man skal bruge dem uden at styrte på snotten af benovelse og beundring. Sproget, tonen og rastløsheden hos Arctic Monkeys er deres egen, nutidens og ungdommens. Ligesom evnen til hele tiden at spille de enkle sange op i de enkle arrangementer med fornemt trommespil og guitarer, der ringer og svæver så smukt, som havde de strenge af elektrisk pigtråd. For ikke at glemme den fri leg med klicheerne, albummets titel også er udtryk for. Men med så djævelsk iørefaldende sange som 'Mardy Bum', 'Still Take You Home', 'From The Ritz To The Rubble' og de fleste af de andre, bliver Arctic Monkeys meget snart mange andres ejendom. Lad os få dem til Roskilde Festival, mens energien og tilgangen, stadig er på fuld antænding. Og inden nogen finder på at overklistre dette begavede orkester med tåbelige etiketter som 'new new-Labour' eller 'Cool Britannia', for det skal nok komme.