På tværs af alle de mere eller mindre hippe genrer, der har det med at detonere som denne uges hype i den britiske presse for derefter at splatte ud på pubbernes smattede gulv som gårsdagens, halvtomme og helt lunkne pints of lager, bevæger Richard Ashcroft sig. I sit helt eget sindige tempo - det er fire år siden, han sidst lod høre fra sig med det fine 'Human Conditions' - arbejder han med de sange, der her heldigvis synes langt vigtigere end trends og forjaget leflen for tiden. Dem er der en del af på den tidligere sanger i The Verves tredje soloalbum, som skydes i gang med en rockende kanonade mod inerti og ligegyldighed i 'Why Not Nothing?' og følges flot op af 'Music Is Power', der emmer af soul-lys og harmoni i en grad, så man næsten kan høre Thomas Helmig i koret. Og sandelig om ikke tredje sang 'Break The Night With Colour' lyder som noget så umiddelbart paradoksalt som en åndeligt inspireret Robbie Williams. Ikke alt holder det niveau. Men når Ashcroft er bedst, udfolder han nogle fint eftertænksomme popsange med melodier, der grandiost og gavmildt løfter sig i lækre arrangementer uden at glemme kropsligheden. Et eksempel er det gospeldrevne titelnummer. Et dejligt, rundt album, som hviler i sig selv, selv om man fortsat må undvære så store pophymner som Verves klassiker 'Bittersweet Harmoni'.