Nej, det var altså ikke et engangsfænomen, da britiske The Darkness for to år siden med stor, kommerciel succes genoplivede halvfjerdsernes heavyrock på debuten 'Permission To Land'. Med skamløs overforbrug af selv de mest belastede klicheer og sangeren Justin Hawkins med en falset, der skriger og stræber efter at blive en ny generations Freddie Mercury. Men hvor sangeren i Queen teknisk var formidabel og varierede sit udtryk med stort teatralsk talent, fastholder Hawkins sin evindelige hvinen, som er minus nummer et ved Darkness for i hvert fald denne lytter. Det er i længden ulideligt som løsslupne tyverialarmer, nogen har syet ind i ens hovedpude. Musikalsk er The Darkness til gengæld gedigne i deres genopdagelser. Ikke mindst på de mere ligefremme sange som 'Knockers' og 'Is It Just Me?', der kan henholdsvis deres Guns'n'Roses og Rainbow, så ethvert rockhjerte må frydes. Også over den klassiske produktion af veteranen Roy Thomas Baker, der har været med helt siden den rigtige, første version af halvfjerdserrocken gjaldt. Men så er festen ligesom også forbi, inden den kom i gang, selv om Darkness endda kickstarter den med klæbrige og rent ud skrevet tåbelige kokaindrømme og højlydte snøft i 'One Way Ticket': »It was a dusty night, I'm the first to admit it«, hviner Justin Hawkins om det »fluffy white powder«, han åbenbart tilbeder. Måske er det forklaringen på, at sangskrivningen er gået i stå? The Darkness lyder som en kopi af flere bands fra halvfjerdserne, men også af sig selv. Det er så kedeligt, at The Darkness kan være på vej ud i mørket som et forbigående fænomen. The Darkness giver koncert i Valby Hallen 9. marts næste år.