Kigger man på tal over salget af cd'er i USA, viser de, at genrerne country og rap er dem, som har klaret sig bedst i de tider, hvor fans af rock og pop åbenbart føler sig mere fristede af at downloade og brænde deres musik. Den oplagte forklaring er, at country-lytterne endnu ikke har fundet ud af bruge den moderne teknik, mens hip hoppens proselytter måske er de sidste virkeligt dedikerede musikfans, som vil have den ægte vare. I hvert fald hvis den holder. Omsat til den kolde danske novembervirkelighed er det efterhånden indlysende, at hip hoppen også herhjemme er den genre, der har bedst fat i de yngste musikelskere. Sjovt nok sker det samtidig med, at rappens udøvere bliver ældre og ældre. Sidste år debuterede den godt brugte, men ikke desto mindre fremragende Ataf efter at have passeret de 30 år og nu følger hans kammerat fra tiden i trioen Kidnap, 32-årige Morten Hansen. Ganske vist forklædt som ung lømmel under navnet Mortito, men selv om teksternes univers er forbløffende ungdommeligt, kan Mortito ikke ganske skjule sin modenhed. De numre, der fungerer bedst, er da også dem, hvor rapperne står ved sig selv og deres alder i stedet for at forsøge at holde trit med Nik & Jays teenagehits i eksempelvis 'Kan ikk stop'. Albummets bedste skæringer er med undtagelse af den stramme duet med sangeren Alex, 'Sådan er det bare', næsten ironisk hentet fra to store firsernavne i dansk musik, som Mortitos unge publikum næppe kender til. 'Snakker med sig selv' er en lille, socialrealistisk novelle af en sang, baseret på et sample af Sneakers' 'De kender ikke Jimmy'. Og 'Alt det', en funky og klokkeren kærlighedserklæring, bygger på en sampling af Danseorkestrets 'Mellem himmel og jord', som her er på heliumbåret ballonfærd, sådan som Kanye West også ynder at lege. Men for meget af albummet er båret af dårlige nødrim, tilstræbte Nik & Jay-beats, pinlige kopier af eksempelvis Niarn ('Tørstig') og middelmådige sange, der ikke kan finde retning mellem det hårde og det poppede. Næste år debuterer den sidste del af gruppen Kidnap, Ali Kazim, og her skulle der til gengæld virkelig være noget at glæde sig til.