Hva' så, gode læser, har De også fået udgivet en cd? Ellers er vi to da vist de eneste i landet, der ikke er kommet dertil endnu. For sjovt nok er tidens musikalske løsen midt i krisen med det stærkt omtalte fald i cd-salget at udgive sin egen musik. Måske fordi man så slipper for at høre på de andres? I hvert fald er det komplet umuligt at få ørenlyd for nye danske udgivelser i dette efterår, hvor det eneste, der er helt sikkert, er, at meget, meget få af de håbefulde kunstnere vil få opmærksomhed og chancen for at finde det publikum, som med rette kan kalde sig snotforvirret. For hvordan skal de få indbyggere i dette bette land dog kunne kapere endsige finde rundt i denne syndflod af musik? Det er slet ikke så let. Og når man ikke har kendte navne som kvalitetsstempel, er det endnu sværere. Men der er kvalitet at hente også hos de sangere og sangskrivere, som gemmer sig i lagene under Larsen, Jørgensen, Steffen Brandt, Allan Olsen og de andre kanoniserede helgener. En af de velkomne og gennemarbejdede udgivelser fra de voksne sangskrivere, der begår sig på modersmålet, kommer fra Helge Damsbo. En mand, man i hvert fald ikke kan anklage for at overrende plademarkedet. Siden sin fine debut i 1978 med den engelsksprogede 'Images' har den nu 53-årige sangskriver kun udgivet yderligeret to plader, den seneste i 1996. Med andre ord har Helge Damsbo den såre sympatiske indstilling, at man kun udsender plader, når man har noget på hjerte. I selskab med et kompetent band med rutinerede kræfter som Perry Stenbäck, Knut Henriksen og Gert Smedegaard byder Damsbo på en rundhåndet dansk country-rock, der kunne være løftet lige ud af 1970'erne, hvis ikke det var for Flemming Rasmussens fuldkommen overlegne produktion. I den på en gang rundhåndede, diskrete og luftige lydkulisse kæles hver enkelt instrument frem omkring Damsbos habile, men ikke prangende vokal, der synger sangene i hus et sted mellem Poul Krebs, Erik Grip og Lars Lilholt. De mundrette, men ikke just dybt poetiske tekster om hovedsagelig en afgrundsdyb, ulykkelig forelskelse halter sine steder gevaldigt, og banaliteterne springer op, som »hun er ikke specielt flot/ men hun dufter vanvittigt godt/ og bærer en skønhed i sin sjæl og krop«. Heldigvis er melodierne svunget af en helt anden elegance, hvilket gør 'Langsomme dage' til et dejligt album til just dette sjældne fænomen; dage, hvor man sætter tempoet helt ned til eftertænksomhed. Og midt i den ensporede fordømmelse af Jørgen Leths sexliv er Helge Damsbos dybtfølte, men altså åbenbart ikke gengældte passion og forelskelse en dejlig bekræftelse. De rigtig voksne har også følelser og drifter.