Charmen var nærmest umulig at overhøre, da den skotske kvartet Franz Ferdinand for halvandet år siden debuterede og skabte kolossal ravage med især opfordringen 'Take Me Out'. Båret af rockhistoriens måske mest bemærkelsesværdige og effektive temposkift, blev den i høj grad den velfriserede gruppes billet til en verdensomspændende bytur, som ikke er slut endnu. Mens amerikanske Scissor Sisters samme år opførte en swingende hængebro mellem glamrock og disko på deres debut, var tricket for skotterne simpelthen at bygge yderst dansable og heftige rytmer ind i rockudtrykket. En forfriskende og velkommen påmindelse om, at rock'n'roll i sin oprindelige form jo var ren dansemusik. Resten af debutalbummet, der blot bar gruppens navn, bestod af et imponerende researcharbejde, der fik gruppens udtryk til at lyde som en noget nær utænkelig blanding af Right Said Fred, Talking Heads og landsmændene i Big Country. Alt sammen dansende på egne skæve ben med tungen ironisk placeret i den hule kind. Så smart var konceptet, at kritikere ligefrem mente, at de veluddannede musikere i gruppen havde udtænkt det hele uden mindstemål af autentisk kærlighed til den svedige rock'n'roll. Hvilket naturligvis er notorisk sludder, hvad Franz Ferdinands stramme, men yderst velfungerende koncerter på blandt andet sidste års Roskilde Festival for længst har vist. Som sine jævnaldrende kolleger har Franz Ferdinand blot et godt øre for, hvordan man blander fortidens foreteelser med moderne rock og en befriende humor. Sammen med den amerikanske producer Rich Costley, der tidligere har givet Mars Volta og danske Mews 'Frengers' et dynamisk og sammenhængende lydbillede, har Franz Ferdinand sat sig for at vise, at de mener det alvorligt på det nye album 'You Could Have It So Much Better'. Et hastigt nedfældet og indspillet værk, der er langt mere komprimeret og homogent end debuten uden i sagens natur at indeholde samme overbevisende overraskelser. Til gengæld er det mere end godt gennem samtlige 13 sange og indfrier derfor til fulde titlens løfte: Man har det vitterlig meget bedre i selskab med Franz Ferdinand. Fra første færd i 'The Fallen' har den 33-årige sanger Alex Kapranos og bandet sat sig for at vise, at de også kan spille med musklerne og synge alt andet end pæne linjer som: »Some say you're a troubled boy/ Just because you want to destroy/ All the things that bring the idiots joy/ Well, what's wrong with a little destruction?«. Svaret ligger i den syrede guitar, som formelig hugger sig ind på melodien. Og på resten af et album, der drysser (selv)ironi ud over sangene sammen med forbløffende mange hentydninger til stoffer. Naturligvis uden at sætte evnen til at begå en opstemt og energiladet knaldperle som 'Do You Want To' eller den afsluttende og let overraskende 'Outsiders' med sine elektroniske virkemidler over styr. Det er den evne, der gør, at Franz Ferdinand har ramt så meget bredere end eksempelvis 90'ernes helte i Pulp, der kunne meget af det samme, men uden at have vellydende hits nok til at nå folket. Selv om gruppen ikke har en ny 'Take Me Out' mellem hænderne, er der til gengæld så meget større spændvidde i materialet her, hvor vi møder rockeren Franz i sange som 'This Boy' og 'Evil And A Heathen', hilser på hængehovedet hr. Ferdinand i den melankolsk smukke og alligevel twistede 'Walk Away' samt den sværmerisk, romantiske 'Fade Together'. Et helt igennem gedigent rockalbum af den efterhånden sjældne slags, man har lyst til at starte forfra, så snart det er slut. Der er gods og godt selskab i Franz Ferdinand. En gruppe, der gør det sjovere at høre rockmusik.